torsdag den 13. august 2009

"Post Ironman"... Hvad gør jeg...

Der er som bekendt ikke kun stor forskel på, hvordan triatleter bruger den sidste uge op til IM eller en lang distance triathlon konkurrence på. Hvor meget træner de… Hvor meget spiser de… Hvor meget nedtrapper de generelt… Men der er selvsagt også meget stor forskel på, hvordan de agerer i ugerne efter.
Nogle kan tænke… Nu skal jeg fandme slappe den i et par måneder, inden jeg bare overvejer en mere…
Andre tænker måske… Det var det… Jeg skulle bare lige lave den ene… Det er nok for mig.
Og nogle er ligesom mig… En stille og rolig første uge, hvor man analyserer det netop overståede løb: Hvad gjorde jeg rigtigt? Hvad gjorde jeg forkert? Hvad kan jeg tage med til det næste løb? Osv.. Man ser på billeder, fortæller røvere fra løbet, overvejer hvad det næste løb skal være, den næste sæson etc. Og hvordan skal man starte op igen på mandag... Hvor meget skal man træne i næste uge… Det bliver sgu fedt at komme i gang igen :-).
Jeg tillader mig kun at spise en smule usundt i den første uge efter IM, for da jeg ikke træner, og derved ikke forbrænder meget mere 2.200 kalorier om dagen, så går jeg ikke amok. Jeg sørger dog for at gå nogle lange ture eller lige svømme lidt for at få blodomløbet lidt i gang. Men for meget mad giver bare en dårlig fornemmelse i kroppen, forstoppelse eller racermave (desværre ikke efter frivilligt valg), og så måske endda lidt dårlig samvittighed oveni. Man kan hurtigt tage mange kilo på i ugen efter IM, hvis man ikke passer på. Jeg starter med at træne igen ca. 1 uge efter IM. I den anden uge efter løbet tillader jeg mig at spise lidt mere usundt, hvilket måske virker mærkeligt. Men der handler det primært om at komme tilbage til at træne igen uden at få overbelastningsskader. Det handler om at få lysten, glæden og tilfredsheden ved at træne tilbage, men det er nu absolut ikke svært for mig, da jeg elsker at træne. Og ved at give mig selv lidt flere friheder end normalt, så kommer motivationen hurtigt tilbage. Jeg hører til dem, som elsker at træne. Jeg dyrker først og fremmest IM, fordi jeg elsker at presse mig selv fysisk i træningen. Hvis det var omvendt, ville det ikke fungere for mig. Hvis jeg har kvalitet og effektivitet i min træning, skal resten nok komme. Super race oplevelser og tilfredsstillende tider :-).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar