fredag den 14. august 2009

ITU World Championship London på ARD

Husk morgendagens 6. afdeling af den nye ITU World Championship Series på den Olympiske distance. Kvinderne starter kl. 11.00 og herrerne kl. 14.15. ARD skulle meget gerne sende et sammendrag kl. 16.00, men det kommer nok til at være kort, når der samtidig er VM i atletik i Berlin. Ellers kan man jo følge det på triathlon.org. Personligt vil jeg se frem til lidt afslapning på sofaen efter dagens træning til et super lirens løb, hvor der skal svømmes i ”The Serpentine Lake”, cykles otte omgange og løbes fire omgange i Hyde Park. Det bliver EPIC.

Det bliver nok mest spændende at følge mændenes løb, hvor der er rigtig mange, som kan løbe med den prestigefyldte sejr. Alistair Brownlee har virkelig fået sit gennembrud i år, hvor han har vundet de tre løb i VM serien, som han er stillet op på. Det kunne derfor godt ligne en hjemmebanesejr. Han blev dog slået til EM af Javier Gomez, som også må betegnes som en af favoritterne, men som dog ikke helt er på sit gamle niveau i år. Brad Kahlefeldt er altid god for et godt afsluttende løb, men sejrene er sjældne. Verdensmesteren fra 2006 og englænderen Tim Don kunne måske have timet formen helt rigtigt til hjemmebanen, men hans niveau generelt har i år bare været for dårligt. Min egen personlige outsider er Courtney Atkinson, som har et meget højt niveau, men som ikke deltager i så mange løb i Europa. Han indeholder også en god spurt. Endelig skal det blive spændende at se, om Jarrod Shoemaker kan følge op på sit afsluttende løb fra Hamburg på 29:37, hvor han overraskende løb med sejren.

Hos kvinderne stiller Emma Snowsill ikke op, så det kunne ligne den fjerde sejr i træk til Emma Moffatt. Eneste reelle trussel ligner Vanessa Fernandez, hvis hun ellers kan finde sit gamle niveau og følge op på sin 3. plads fra EM primo Juli.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar