Race beretning fra Nice Ironman 2009:
Selvom det er et stykke tid siden, det var den 28. Juni, er det en dag, jeg sent glemmer. I modsætning til de fleste andre IM på kalenderen, så starter løbet allerede kl. 6.30, da det forventes, at man vil bruge en del mere tid på at komme igennem. Dette skyldes ikke mindst den hårde cykelrute i baglandet, hvor man skal igennem 1.800 højdemeter.
Men en IM starter jo som bekendt med svømningen, men denne dag ville jeg meget gerne have sprunget den over. Var ellers meget fortrøstningsfuld, da vi stod der på stenstranden. Der var mulighed for at stille sig efter sin forventede sluttid. I midten var prof’erne, til højre for dem hed den 55 min. og til venstre for dem hed den 1:02. Hvis jeg havde mulighed for bare at svømme for mig selv, ville jeg stille mig ved 58 min., men med tanke på, at åbenthavs svømning ikke endnu er min stærkeste side, så valgte vi 1:02. Inden starten gik, tænkte vi, at det måtte da gå noget nemmere i starten end normalt, når nu vi var inddelt efter niveau, og at slåskampene da måtte være færre. Hvor kan man dog være naiv…
Starten går, og vi skal først 5 meter hen over de mærkværdige skarpe sten. Jeg skal aldrig på stenstrand mere. Alle holder fast i hinanden for ikke at falde og kaster sig ud i vandet. Og her begynder vanviddet så. Der er bare slet ikke plads. Jeg føler, jeg har samtlige 2.800 deltagere skiftevis ovenpå mig. Og efter 10 meter sker katastrofen, da spaden foran mig, sparker mine briller af mig. Jeg får heldigvis fat i dem på toppen af hovedet. Ellers havde det nok været slut. 3,8 km. i saltvand uden briller, tror jeg ikke, havde været muligt. Kæmper desperat for at få dem på igen, men der er bare ikke tid. Det er fuldstændigt umuligt at stoppe. Jeg sluger saltvandet, så man skulle tro, det var for smagen. Men nej, det smager godt nok dårligt. Det er suverænt det hårdeste, jeg har oplevet på en IM at ligge der uden briller i saltvandet, og der er bare den vildeste slåskamp. Alle ligger bare ovenpå hinanden. Efter ca. 500 meter føler jeg endelig, at jeg lige hurtigt kan få brillerne på igen. Men får dem kun ned, uden at de sidder fast, før der er nogle nye franske arrogante croissanter, som synes, de skal hive mig ned under vandet. Jeg må bare videre. Ved 1 km. skal vi rundt om den første bøje. Slåskampen har fortsat, og ved bøjen bliver det igen vildt. Må bruge mange kræfter på at sparke mig til plads. Første del af svømningen foregår i en trekant, så efter 1. bøje skal vi lidt længere frem og så tilbage mod land. Men jeg lader nu de andre om at orientere sig. Desværre kommer vi al for langt til venstre ved den sidste bøje før land, så bliver nødt til at svømme meget på tværs for at komme ind. Allerede nu har jeg kramper nærmest fra tå til lyske. Kan ikke forstå det, selvom jeg har bruge mange flere kræfter på at komme fremad end normalt. Inde ved land står der heldigvis to hjælpere til at hive én op på land pga. stenene. Ellers var jeg aldrig kommet op, og mine kramper er kun blevet værre. Fra start af har det bare været overlevelse, og nu skal jeg for alvor bare igennem. På 2. omgang skal vi svømme de sidste 1,4 km. og jeg søger med det samme ud til højre for at svømme alene. Det lykkedes næsten op til bøjen, men derfra og ind ender jeg igen blandt nogle tosser. Jeg forstår ikke, hvordan man efter 3,5 km. stadig synes, at man skal svømme ind i hinanden, når der nu er plads. Er bare super lettet, da jeg kommer op af vandet, selvom 1.03.27 var lidt langsommere end niveau og forventet.
Der skal løbes et pænt stykke i T1. Først fra vandet op til ens bike bag, derfra ind i skiftezonen, hvor skiftet forløber stille og roligt, og så forbi over to tusinde cykler, og så ellers lige huske sin egen. Er godt klar over, at kramperne nok ikke mirakuløst er forsvundet gennem T1, men prøver at cykle fra start af. Men de sidder der bare. Lårene er helt skidt. Tænker at det er slut. Det kommer jeg ikke igennem. Der er 8-9 timer til mål og kramperne er bare for voldsomme. Men jeg vil sgu ikke udgå. Er sgu ikke taget helt til Nice for at udgå, og så ødelægge resten af ferien. Beslutter mig for, at nu skal jeg bare igennem. Der er heller ikke andet for. Alle former for fokusering på tider er slut. Jeg skal bare i gang. Prøver at køre 35 km/t stille og roligt, og prøver på at spise og drikke for at få noget energi og noget salt. Men der går ikke længe, så ryger det hele op igen. Satans. Prøver igen. Men nej. Kaster det op. Bliver ved med at prøve, men alt ryger op igen. Beslutter mig for bare at køre. Måske går det væk.
Efter de første 40 km. relativ flade kilometer, går det mere eller mindre opad indtil 110 km. med Col d’Ecre som den værste stigning. Inden vi når stigningen, får jeg overhalet mange. Da stigningerne begynder flyver jeg ret hurtigt forbi nogle meget store grupper. Får mange kramper, men rejser mig op og prøver at køre dem væk. På Col d’Ecre, der er ca. 6 km. med 6% i gennemsnitlig stigningsprocent, får jeg alvor flyttet mig selv fremad i feltet. Men må alligevel holde igen, så kramperne ikke bliver for slemme. Når lige 3 mand inden toppen, og eftersom helikopteren flyver rundt omkring toppen, kan det ikke være for længe siden, at de første var der. Der er ”Special Bike Need Bag”, som man selv har mulighed for at lægge ud, på toppen, så jeg får ikke de tre med på slæb. Men står næsten stille kort tid efter med de vildeste kramper, jeg nogensinde har oplevet i begge lår samtidig. De tre andre kommer op bagfra, og jeg kører lidt med dem frem og tilbage, men hver gang det går nedad, sætter de mig, og hver gang det går opad, forsvinder de meget hurtigt. Får i hvert fald bekræftet mig selv i, at jeg er rigtig hurtig opad. På den sidste stigning ved 104 km. sætter jeg dem for alvor, og jeg ser kun én af dem igen på nedkørslen 40 km. længere fremme. Af de sidste 70 km. går ca. de 40 km. nedad, mens de sidste 30 km. er relativ flade ind mod Nice. Men selvom jeg føler, at jeg kører meget stærkt nedad, så kan jeg se bagefter, at det eneste stykke, hvor jeg tabte tid i forhold til de bedste, var på nedkørslen. Ender med at have 7. bedste cykeltid, men jeg er sikker på, at havde jeg ikke haft kramper, kunne jeg have drukket og spist, og havde jeg teknik til at køre nedad, hvilket er vigtigst i denne sammenhæng, så havde jeg været meget tæt på Marceau’s 4.45hrs på cyklingen. Får kastet cyklen til den forkerte side til en hjælper og løber de ca. 150 meter hen mod min run bag og skiftezonen. I skiftezonen ser jeg ingen cykler, så kan godt regne ud, at jeg alligevel har kørt en pæn tid, og er kommet ind som nr. 15. Havde forberedt væskebælte med energi, men dropper det. Skal bare så godt igennem nu, og vil løbe stille og roligt på 3:30hrs. Er godt klar over, at sådanne kramper ikke går hen ustraffet. Så vil hellere stoppe ved hvert depot og prøve at få noget energi og noget salt. Løberuten er på Promenade des Anglais, hvor man løber ud til lufthavnen og hjem igen fire gange. Løbet går fint og stille og roligt. Løber ikke stærkt og med lav puls, så får på den måde elimineret kramperne. Alligevel er jeg nr. 10 efter 1. omgang, da mange foran går ned på starten af løbet. På 3. omgang begynder varmen at være hård, og mine ben er meget ømme nu efter de mange kramper. Så på de to sidste omgange går jeg en del. Og skal faktisk hen til 250 meter før mål, før jeg på løbet får den første alvorlige krampe, så får disponeret det ok. Løber over på 9:40hrs, men tiden er ligegyldig.
Jeg er super tilfreds med den måde, jeg håndterede de forskellige krise situationer på. Hvordan jeg fik justeret i forhold til det forventede og det planlagte, og hvordan jeg rent mentalt formåede at tage det stille og roligt og ikke stresse unødigt. På trods af tiden kan jeg bruge dette løb og erfaringen derfra i resten af mine IM løb. Det er jeg sikker på. Når jeg kan komme fornuftigt gennem sådan en dag, kan jeg komme fornuftigt gennem alle IM løb. Det var en super givtig dag.
Grunden til mine mave og opkast problemer, har vi analyseret meget siden. Min bror havde voldsom diarre på sidste omgang, hvor han gik helt død. Efterfølgende endte han på hospitalet. Og da vi har spist det samme, kunne det tyde på en virus. Har også siden hørt om, at der skulle have været en virus i omløb dernede. Evt. kan vi også have fået noget til Pasta Party om fredagen. Det tør vi i hvert fald ikke gå med til en anden gang. Ligegyldigt hvor det er henne. I øvrigt kom min bror først ud af den franske pengemaskine af et hospitalssystem mandag eftermiddag, efter vi selv måtte udskrive ham. Men det var måske ok, at de beholdt ham så længe. For hvis en skid ku’ dræbe…
Selvom det er et stykke tid siden, det var den 28. Juni, er det en dag, jeg sent glemmer. I modsætning til de fleste andre IM på kalenderen, så starter løbet allerede kl. 6.30, da det forventes, at man vil bruge en del mere tid på at komme igennem. Dette skyldes ikke mindst den hårde cykelrute i baglandet, hvor man skal igennem 1.800 højdemeter.
Men en IM starter jo som bekendt med svømningen, men denne dag ville jeg meget gerne have sprunget den over. Var ellers meget fortrøstningsfuld, da vi stod der på stenstranden. Der var mulighed for at stille sig efter sin forventede sluttid. I midten var prof’erne, til højre for dem hed den 55 min. og til venstre for dem hed den 1:02. Hvis jeg havde mulighed for bare at svømme for mig selv, ville jeg stille mig ved 58 min., men med tanke på, at åbenthavs svømning ikke endnu er min stærkeste side, så valgte vi 1:02. Inden starten gik, tænkte vi, at det måtte da gå noget nemmere i starten end normalt, når nu vi var inddelt efter niveau, og at slåskampene da måtte være færre. Hvor kan man dog være naiv…
Starten går, og vi skal først 5 meter hen over de mærkværdige skarpe sten. Jeg skal aldrig på stenstrand mere. Alle holder fast i hinanden for ikke at falde og kaster sig ud i vandet. Og her begynder vanviddet så. Der er bare slet ikke plads. Jeg føler, jeg har samtlige 2.800 deltagere skiftevis ovenpå mig. Og efter 10 meter sker katastrofen, da spaden foran mig, sparker mine briller af mig. Jeg får heldigvis fat i dem på toppen af hovedet. Ellers havde det nok været slut. 3,8 km. i saltvand uden briller, tror jeg ikke, havde været muligt. Kæmper desperat for at få dem på igen, men der er bare ikke tid. Det er fuldstændigt umuligt at stoppe. Jeg sluger saltvandet, så man skulle tro, det var for smagen. Men nej, det smager godt nok dårligt. Det er suverænt det hårdeste, jeg har oplevet på en IM at ligge der uden briller i saltvandet, og der er bare den vildeste slåskamp. Alle ligger bare ovenpå hinanden. Efter ca. 500 meter føler jeg endelig, at jeg lige hurtigt kan få brillerne på igen. Men får dem kun ned, uden at de sidder fast, før der er nogle nye franske arrogante croissanter, som synes, de skal hive mig ned under vandet. Jeg må bare videre. Ved 1 km. skal vi rundt om den første bøje. Slåskampen har fortsat, og ved bøjen bliver det igen vildt. Må bruge mange kræfter på at sparke mig til plads. Første del af svømningen foregår i en trekant, så efter 1. bøje skal vi lidt længere frem og så tilbage mod land. Men jeg lader nu de andre om at orientere sig. Desværre kommer vi al for langt til venstre ved den sidste bøje før land, så bliver nødt til at svømme meget på tværs for at komme ind. Allerede nu har jeg kramper nærmest fra tå til lyske. Kan ikke forstå det, selvom jeg har bruge mange flere kræfter på at komme fremad end normalt. Inde ved land står der heldigvis to hjælpere til at hive én op på land pga. stenene. Ellers var jeg aldrig kommet op, og mine kramper er kun blevet værre. Fra start af har det bare været overlevelse, og nu skal jeg for alvor bare igennem. På 2. omgang skal vi svømme de sidste 1,4 km. og jeg søger med det samme ud til højre for at svømme alene. Det lykkedes næsten op til bøjen, men derfra og ind ender jeg igen blandt nogle tosser. Jeg forstår ikke, hvordan man efter 3,5 km. stadig synes, at man skal svømme ind i hinanden, når der nu er plads. Er bare super lettet, da jeg kommer op af vandet, selvom 1.03.27 var lidt langsommere end niveau og forventet.
Der skal løbes et pænt stykke i T1. Først fra vandet op til ens bike bag, derfra ind i skiftezonen, hvor skiftet forløber stille og roligt, og så forbi over to tusinde cykler, og så ellers lige huske sin egen. Er godt klar over, at kramperne nok ikke mirakuløst er forsvundet gennem T1, men prøver at cykle fra start af. Men de sidder der bare. Lårene er helt skidt. Tænker at det er slut. Det kommer jeg ikke igennem. Der er 8-9 timer til mål og kramperne er bare for voldsomme. Men jeg vil sgu ikke udgå. Er sgu ikke taget helt til Nice for at udgå, og så ødelægge resten af ferien. Beslutter mig for, at nu skal jeg bare igennem. Der er heller ikke andet for. Alle former for fokusering på tider er slut. Jeg skal bare i gang. Prøver at køre 35 km/t stille og roligt, og prøver på at spise og drikke for at få noget energi og noget salt. Men der går ikke længe, så ryger det hele op igen. Satans. Prøver igen. Men nej. Kaster det op. Bliver ved med at prøve, men alt ryger op igen. Beslutter mig for bare at køre. Måske går det væk.
Efter de første 40 km. relativ flade kilometer, går det mere eller mindre opad indtil 110 km. med Col d’Ecre som den værste stigning. Inden vi når stigningen, får jeg overhalet mange. Da stigningerne begynder flyver jeg ret hurtigt forbi nogle meget store grupper. Får mange kramper, men rejser mig op og prøver at køre dem væk. På Col d’Ecre, der er ca. 6 km. med 6% i gennemsnitlig stigningsprocent, får jeg alvor flyttet mig selv fremad i feltet. Men må alligevel holde igen, så kramperne ikke bliver for slemme. Når lige 3 mand inden toppen, og eftersom helikopteren flyver rundt omkring toppen, kan det ikke være for længe siden, at de første var der. Der er ”Special Bike Need Bag”, som man selv har mulighed for at lægge ud, på toppen, så jeg får ikke de tre med på slæb. Men står næsten stille kort tid efter med de vildeste kramper, jeg nogensinde har oplevet i begge lår samtidig. De tre andre kommer op bagfra, og jeg kører lidt med dem frem og tilbage, men hver gang det går nedad, sætter de mig, og hver gang det går opad, forsvinder de meget hurtigt. Får i hvert fald bekræftet mig selv i, at jeg er rigtig hurtig opad. På den sidste stigning ved 104 km. sætter jeg dem for alvor, og jeg ser kun én af dem igen på nedkørslen 40 km. længere fremme. Af de sidste 70 km. går ca. de 40 km. nedad, mens de sidste 30 km. er relativ flade ind mod Nice. Men selvom jeg føler, at jeg kører meget stærkt nedad, så kan jeg se bagefter, at det eneste stykke, hvor jeg tabte tid i forhold til de bedste, var på nedkørslen. Ender med at have 7. bedste cykeltid, men jeg er sikker på, at havde jeg ikke haft kramper, kunne jeg have drukket og spist, og havde jeg teknik til at køre nedad, hvilket er vigtigst i denne sammenhæng, så havde jeg været meget tæt på Marceau’s 4.45hrs på cyklingen. Får kastet cyklen til den forkerte side til en hjælper og løber de ca. 150 meter hen mod min run bag og skiftezonen. I skiftezonen ser jeg ingen cykler, så kan godt regne ud, at jeg alligevel har kørt en pæn tid, og er kommet ind som nr. 15. Havde forberedt væskebælte med energi, men dropper det. Skal bare så godt igennem nu, og vil løbe stille og roligt på 3:30hrs. Er godt klar over, at sådanne kramper ikke går hen ustraffet. Så vil hellere stoppe ved hvert depot og prøve at få noget energi og noget salt. Løberuten er på Promenade des Anglais, hvor man løber ud til lufthavnen og hjem igen fire gange. Løbet går fint og stille og roligt. Løber ikke stærkt og med lav puls, så får på den måde elimineret kramperne. Alligevel er jeg nr. 10 efter 1. omgang, da mange foran går ned på starten af løbet. På 3. omgang begynder varmen at være hård, og mine ben er meget ømme nu efter de mange kramper. Så på de to sidste omgange går jeg en del. Og skal faktisk hen til 250 meter før mål, før jeg på løbet får den første alvorlige krampe, så får disponeret det ok. Løber over på 9:40hrs, men tiden er ligegyldig.
Jeg er super tilfreds med den måde, jeg håndterede de forskellige krise situationer på. Hvordan jeg fik justeret i forhold til det forventede og det planlagte, og hvordan jeg rent mentalt formåede at tage det stille og roligt og ikke stresse unødigt. På trods af tiden kan jeg bruge dette løb og erfaringen derfra i resten af mine IM løb. Det er jeg sikker på. Når jeg kan komme fornuftigt gennem sådan en dag, kan jeg komme fornuftigt gennem alle IM løb. Det var en super givtig dag.
Grunden til mine mave og opkast problemer, har vi analyseret meget siden. Min bror havde voldsom diarre på sidste omgang, hvor han gik helt død. Efterfølgende endte han på hospitalet. Og da vi har spist det samme, kunne det tyde på en virus. Har også siden hørt om, at der skulle have været en virus i omløb dernede. Evt. kan vi også have fået noget til Pasta Party om fredagen. Det tør vi i hvert fald ikke gå med til en anden gang. Ligegyldigt hvor det er henne. I øvrigt kom min bror først ud af den franske pengemaskine af et hospitalssystem mandag eftermiddag, efter vi selv måtte udskrive ham. Men det var måske ok, at de beholdt ham så længe. For hvis en skid ku’ dræbe…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar