Andreas til Ostseeman 2009

Min bror Andreas var også med til Ostseeman 2009. Læs hans superfede beretning fra løbet.

Race beretning fra Ostseeman 2009:

I min kun anden Ironman, Ostseeman, kom jeg under de 10 timer. Hvilket var mit mål, og det der drev mig igennem mange hårde og lange træningspas. Jeg var tilskuer for første gang til en Ironman sidste år, hvilket var Ostseeman 2008. Jeg var med som hjælper for Ulrik. Dengang kan jeg huske, at jeg tænkte, at jeg aldrig ville kunne gennemføre en Ironman. Da jeg stod og kiggede på svømmestarten, blev jeg bare endnu mere sikker, på at det var alt for vildt for mig. Men i dag kan jeg kigge tilbage på 2 Ironman med glæde. Det har været hårdt, ikke mest at træne op til, og så at komme igennem på selve dagen.

Ostseeman kom jeg under de 10 timer, og det var bare 5 uger efter jeg gennemførte Nice Ironman. I Nice fik jeg desværre mave problemer på 3. runde af løbet, og måtte flere gange på toilettet derefter. Havde ellers lavet en Top 200 cykel tid, og lå godt til. Det skal siges at køre i bjerge er ikke mig. Men efter jeg havde været på cykel ferie i marts var jeg kommet bedre efter det. Men nok stadig for tung til at køre op med de bedste (som Ulrik) på sådan en rute. Så Nice blev aldrig rent tidsmæssigt den bedste oplevelse. Og slet ikke bagefter, da jeg røg på skadestuen og fik drop med saltvand for de store diarré problemer. Dagene efter Nice var tankerne allerede på, hvornår kunne jeg lave et nyt løb, og hvad det skulle være.

Valget faldt på OSTSEEMAN 2009.
Jeg valgte Ostseman, da det var et løb, jeg kendte, og som lå til, at jeg kunne forbedre min PR tid. Så efter 9 dages afslapping, var det i gang igen med træningen og hele tiden sørge for at lytte til kroppen for ikke at få en overbelastning. Jeg enten med at stå rimelig skarp og føle, at jeg kunne lave et godt løb. Lavede gameplan efter at svømme på 1 time, cykle på 5 timer, løbe på 3 ½ time og skifte på ca. 5 min. Så havde jeg stadig en god buffer til de 10 timer.

Dagen før kørte vi til stævnet i en leje bil, da den bil vi skulle havde lånt af vores forældre brændte sammen, så vi måtte i lynets hast skaffe en ny. Så det endte med en leje Citroën Berlingo. En dyr omgang, men vi kunne ikke melde afbud pga. af, at vi ikke havde et transportmiddel. Så det var bare med at smide cyklerne ind i bilen og så af sted. Efter 4 timers kørsel var vi fremme, og så var det bare med at checke ind og få sat cyklen på plads. For derefter at køre til vores Etap hotel. Vi havde ikke rigtig fået så meget at spise hele dagen, ikke optimalt dagen før. Men da vi endelig kom frem til hotellet kunne vi starte vores carbo-loading. Hvilket vi må være verdensmestre i. Pasta med olie og salt samt laks og brød var vores aftensmad. Sammen med en masse energi drikke og barer.

Jeg havde svært ved at falde i søvn, så det blev kun til 4 timer den nat, ikke godt. Men da kl. blev 03.45 var jeg klar. Hele kroppen var super carbo-loadet. Havde hele ugen sovet med kompressionsstrømper. Til morgenmad indtog jeg en Cultura light med jordbær for at holde maven i orden og så ellers en banan og en energibar og noget energi drik. Samt fik jeg skyllet nogen salt og magnesium piller ned.
Vi var ved målområdet kl. kvart over fem og fik sat flasker og energi på cyklen. Afleveret vores forskellige transitions bags. Vi var klar, nu skulle maven bare tømmes og der skulle tisset af. Jeg valgte dog at nappe en ekstra tur på kummen med bare 20 minutter til start. Nervøs, ja det var jeg, og især efter min oplevelse i Nice. Så maven skulle bare være i orden.

Det var en fed svømme start. Fed musik til at få peppet én det sidste op, helikopter ud over vandet og masser af mennesker til at skabe en super stemning. Der bliv talt ned og starten gik. Man svømmer ca. 100 meter og så skal man 90 grader til højere, hvilket skabte kaos og en del kampe. Men efter der kunne jeg svømme uden de store kampe og følte for første gang i et tri-stævne, at jeg var godt svømmende, og da jeg kom op af vandet, havde jeg svømmet i 61 min. 30 sek., hvilket var udmærket, og jeg havde virkelig fået sparet mine ben. Så ingen kramper eller andre problemer. Så det var bare med at komme ud på cyklen og få gang i rytmen. I Ostseeman kører man 6 runder, og de første 3 gik efter planen, og jeg lå hele tiden under de 50 min., hvilket var udgangspunktet for at komme ind på 5 timer. Men på 4. og 5. omgang kunne jeg slet ikke holde gang i cyklen, og der var mere vind. Havde virkelig en stor krise og var nærmest ved at gå ud. Utroligt hvad man kan overtale sig selv til. Jeg fik en snak med mig selv om, at hvis jeg nu styrtede med vilje, så kunne det bare være min undskyldning for, at jeg ikke kunne klare det. Ja, utrolig så langt ude man kommer og ikke mindst spænende, hvad man kan overtale sig selv til. Når man er helt ude, må man bare dele tingene op og fokusere på de mindre og positive ting. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle bare ind med cyklen. Så måtte jeg tage den der fra. Kom ind på cyklen på 5 timer og 15 min. Hvilket ikke var særligt godt, da jeg havde cyklet til Nice Ironman på 5 timer og 30 min.
Men jeg fik skoene på og blev helt grebet af publikum og hele stemningen. Så efter jeg havde kigget på uret og efter meget tidsregning, kunne jeg se, at jeg kunne komme under de 10 timer. Så det var bare i gang med at holde nogle stabile tider. Løberuten skulle løbes 5 gange. Første runde gik rimelig hurtigt, bortset fra jeg havde været en tur i skoven for at bøje ryggen. Jeg havde mange bange anelser, tænkte fuck… er der nu igen problemer med maven. Med det viste sig, at jeg kunne styre det, da jeg også på 3. og 4. runde måtte en tur i skoven. Men stadig ingen problemer, og hvis man ser bort fra 10 minutter i alt i skoven, så løb jeg hele vejen. Super fed oplevelse at kunne løbe og slet ikke behøve at gå på det afsluttede maraton. Havde mine salt og magnesium piller med, hvilket nok gjordet, at jeg kunne holde kramperne væk. Men det der drev mig igennem de sidste omgang, var den helt vildt fede oplevelse det var at løbe igennem mål området og modtage publikums hyldest. Det gav mig et kæmpe kick. Og tiden arbejdede stadig i minretning, så på sidste omgang fik den bare fuld gas. Sidste omgang blev også min hurtigste, nok på grund af at jeg mistede overblikket, men havde stadig kontrol over det. Oplevede det såkaldte runners high. Følelserne væltede frem i kroppen. Jeg skulle bare under de 10 timer. Jeg endte med tiden 9 timer, 55 min. og 33 sek. Fantastik at komme i mål og bare føle, at jeg havde give mig alt, hvad jeg kunne.

Super dejligt at kunne se tilbage på al den træning og ikke mindst alle de tanker, der er blevet brugt på Ironman, som til sidst gav en tid, som jeg er meget stolt af. Ikke mindst har oplevelserne med Ironman givet utrolig meget på mentalt plan, og flyttet mine grænser længere end jeg nogensinde troede var muligt, og slet ikke da jeg var tilskuer til Ostseeman 2008, hvor jeg nærmest rystede i bukserne af skræk. Men afskrækket er jeg ikke, og er allerede i gang med at planlægge næste års sæson. Hvor Ironman København bliver mit store mål, hvor jeg vil gå efter en tid under de 9 timer og 30 min. Så der er masser af ambitioner og lysten til træning er der. Så lad os se hvad 2010 sæsonen kan blive til for ”THE IRONMAN BROS”.

Man skal være tidligt ude…

Selvom jeg må indrømme, at jeg nok godt var klar over det, så kan jeg alligevel stadig blive overrasket og selvfølgelig også lidt frustreret over, at de store Ironman så hurtigt bliver udsolgt. Man ville jo gerne selv kunne bestemme, hvornår man tilmeldte sig… Det er noget, jeg kan lære af til næste år. Der er f.eks. udsolgt til Roth, Frankfurt og Klagenfurt, som rent geografisk og rutemæssigt jo ikke ligger dårligt til en dansker.
Men det viser bare, hvor stort Ironman er blevet, og man må bare håbe, at der kommer flere og flere store IM løb på kalenderen, så alle får den mest optimale mulighed for at opnå deres personlig drøm og mål. Næste år er et løb dog næsten bestemt for en dansker, der laver IM, med den første udgave af Challenge Copenhagen. Og lige nu er det nok mest realistisk, at jeg foruden København laver Sydafrika ultimo april samt en IM i juni eller primo juli. Der er også mulighed for at lave nogle 70.3 løb, men jeg synes, at det er meget mere fascinerende, motiverende og sjovt at lave IM, så umiddelbart laver jeg nok kun et enkelt, måske to, 70.3 løb næste år.
Mit knæ har det i øvrigt bedre i dag. Jeg skal til behandling hos Christian Zwettler i morgen aften, og så går der nok 2-3 dage, før det er helt væk. Så selvom jeg konstant prædiker ”lyt til din krop”, og ikke partout er fan af træningsprogrammer lagt flere uger ud i fremtiden, så kan jeg også nogle gange glemme at lytte til min egen krop. For så havde jeg nok kunne undgå at holde nogle meget rolige dage. Men håber dog på at få svømmet alligevel.

Stadig ikke helt klar til at løbe…

Min 2. uge efter Ostseeman er egentlig gået meget godt. Faktisk lige indtil i morges. Ville løbe små ca. 40-50 min. i meget roligt tempo. Min holdning er, at man skal holde 2 ugers løbepause efter IM, så det passede meget godt. Men mit venstre knæ gjorde bare pisse ondt på ydersiden. Det er det samme sted, som gav mig en masse problemer i foråret, og det var egentlig også det eneste punkt, hvor jeg var rigtig øm efter Ostseeman. Umiddelbart er det bare overbelastning, men det kan godt være, jeg skal have fat i min behandler Christian Zwettler, så det kan komme væk hurtigst muligt. Ville cykle stille og roligt efter løbet, men det blev kun til en pinefuld time. Øv.
Har ellers fået trænet ok i denne uge, selvom det har været meget rolig træning. Jeg har cyklet 11 timer, men kun tre af timerne har været relativ intensive spinning timer. Ellers har det primært været rulleture. Har svømmet lidt over 2 timer og løbet en dårlig tur i dag. Men tror nok, at det skal blive ok med knæet i løbet af de næste 2-3 dage. Må bare tage den lidt med ro, have masser af is på, evt. tage en Ipren kur og så vente lidt med at komme i gang med løbet.

ITU World Championship London på ARD

Husk morgendagens 6. afdeling af den nye ITU World Championship Series på den Olympiske distance. Kvinderne starter kl. 11.00 og herrerne kl. 14.15. ARD skulle meget gerne sende et sammendrag kl. 16.00, men det kommer nok til at være kort, når der samtidig er VM i atletik i Berlin. Ellers kan man jo følge det på triathlon.org. Personligt vil jeg se frem til lidt afslapning på sofaen efter dagens træning til et super lirens løb, hvor der skal svømmes i ”The Serpentine Lake”, cykles otte omgange og løbes fire omgange i Hyde Park. Det bliver EPIC.

Det bliver nok mest spændende at følge mændenes løb, hvor der er rigtig mange, som kan løbe med den prestigefyldte sejr. Alistair Brownlee har virkelig fået sit gennembrud i år, hvor han har vundet de tre løb i VM serien, som han er stillet op på. Det kunne derfor godt ligne en hjemmebanesejr. Han blev dog slået til EM af Javier Gomez, som også må betegnes som en af favoritterne, men som dog ikke helt er på sit gamle niveau i år. Brad Kahlefeldt er altid god for et godt afsluttende løb, men sejrene er sjældne. Verdensmesteren fra 2006 og englænderen Tim Don kunne måske have timet formen helt rigtigt til hjemmebanen, men hans niveau generelt har i år bare været for dårligt. Min egen personlige outsider er Courtney Atkinson, som har et meget højt niveau, men som ikke deltager i så mange løb i Europa. Han indeholder også en god spurt. Endelig skal det blive spændende at se, om Jarrod Shoemaker kan følge op på sit afsluttende løb fra Hamburg på 29:37, hvor han overraskende løb med sejren.

Hos kvinderne stiller Emma Snowsill ikke op, så det kunne ligne den fjerde sejr i træk til Emma Moffatt. Eneste reelle trussel ligner Vanessa Fernandez, hvis hun ellers kan finde sit gamle niveau og følge op på sin 3. plads fra EM primo Juli.

"Post Ironman"... Hvad gør jeg...

Der er som bekendt ikke kun stor forskel på, hvordan triatleter bruger den sidste uge op til IM eller en lang distance triathlon konkurrence på. Hvor meget træner de… Hvor meget spiser de… Hvor meget nedtrapper de generelt… Men der er selvsagt også meget stor forskel på, hvordan de agerer i ugerne efter.
Nogle kan tænke… Nu skal jeg fandme slappe den i et par måneder, inden jeg bare overvejer en mere…
Andre tænker måske… Det var det… Jeg skulle bare lige lave den ene… Det er nok for mig.
Og nogle er ligesom mig… En stille og rolig første uge, hvor man analyserer det netop overståede løb: Hvad gjorde jeg rigtigt? Hvad gjorde jeg forkert? Hvad kan jeg tage med til det næste løb? Osv.. Man ser på billeder, fortæller røvere fra løbet, overvejer hvad det næste løb skal være, den næste sæson etc. Og hvordan skal man starte op igen på mandag... Hvor meget skal man træne i næste uge… Det bliver sgu fedt at komme i gang igen :-).
Jeg tillader mig kun at spise en smule usundt i den første uge efter IM, for da jeg ikke træner, og derved ikke forbrænder meget mere 2.200 kalorier om dagen, så går jeg ikke amok. Jeg sørger dog for at gå nogle lange ture eller lige svømme lidt for at få blodomløbet lidt i gang. Men for meget mad giver bare en dårlig fornemmelse i kroppen, forstoppelse eller racermave (desværre ikke efter frivilligt valg), og så måske endda lidt dårlig samvittighed oveni. Man kan hurtigt tage mange kilo på i ugen efter IM, hvis man ikke passer på. Jeg starter med at træne igen ca. 1 uge efter IM. I den anden uge efter løbet tillader jeg mig at spise lidt mere usundt, hvilket måske virker mærkeligt. Men der handler det primært om at komme tilbage til at træne igen uden at få overbelastningsskader. Det handler om at få lysten, glæden og tilfredsheden ved at træne tilbage, men det er nu absolut ikke svært for mig, da jeg elsker at træne. Og ved at give mig selv lidt flere friheder end normalt, så kommer motivationen hurtigt tilbage. Jeg hører til dem, som elsker at træne. Jeg dyrker først og fremmest IM, fordi jeg elsker at presse mig selv fysisk i træningen. Hvis det var omvendt, ville det ikke fungere for mig. Hvis jeg har kvalitet og effektivitet i min træning, skal resten nok komme. Super race oplevelser og tilfredsstillende tider :-).

Nye træningshjul! Tilbage til det velkendte…

Da jeg kørte min første Ironman i Fredericia i 07, kørte jeg med Mavic Ksyrium Elite. Jeg havde købt en Argon18 Mercury hos Jonas i Endurance Sport, og han havde anbefalet disse, som han selv havde kørt med. Og efter hidtil at have kørt med nogle ”No Name” hjul på min Centurion racer, som jeg havde vundet i Sofa Politiken, var det som at gå fra en Citröen Berlingo til VW Multivan… De rykkede for vildt… De blev desværre totalskadet i et trafikuheld sidste efterår, og jeg tænkte, at nu skulle jeg prøve noget nyt. Så jeg valgte de lette og relativ billige Spinergy Xaero Lite. Både pga. af vægten, men sgu også lidt pga. de hvide eger…
Men bl.a. fordi forskellen på et par Zipp 404 (mine konkurrence hjul) og disse nok er for stor, så fandt jeg mig aldrig til rette på dem. Jeg tror, de er super fede til bjerge, og hvis man ellers kan lide et par bløde hjul. Men til at ligge i TT position og med ønsket om at køre stærkt på flad vej, passer de ikke mig. Jeg vil gerne have et sæt lette, hurtige hjul med flade eger som accelererer hurtigt ud af svingene, og som både kan bruges på flad vej og ikke er helt af helvedes til i bjerge. De vejer kun 1.550 gram til dæk og slange, og man kan heldigvis få dem i sort og ikke kun i sølv… Selvom der er ændret lidt på dem, siden jeg kørte på dem første gang, så virker det kun til at have forbedret dem. Og selvom jeg kun vil bruge dem til træning, så hører jeg til dem, der ikke synes, det er særlig motiverende at køre på et langsomt hjulsæt til træning. Man risikerer bare at glemme, at man godt kan køre stærkt… Det gælder om at få en god fornemmelse af, hvordan man kan køre til race. Min bror har faktisk også investeret i de samme hjul, som han hidtil har kørt to IM’s på uden problemer. Til prisen er disse mine yndlingshjul.

Nice Ironman 2009

Race beretning fra Nice Ironman 2009:

Selvom det er et stykke tid siden, det var den 28. Juni, er det en dag, jeg sent glemmer. I modsætning til de fleste andre IM på kalenderen, så starter løbet allerede kl. 6.30, da det forventes, at man vil bruge en del mere tid på at komme igennem. Dette skyldes ikke mindst den hårde cykelrute i baglandet, hvor man skal igennem 1.800 højdemeter.
Men en IM starter jo som bekendt med svømningen, men denne dag ville jeg meget gerne have sprunget den over. Var ellers meget fortrøstningsfuld, da vi stod der på stenstranden. Der var mulighed for at stille sig efter sin forventede sluttid. I midten var prof’erne, til højre for dem hed den 55 min. og til venstre for dem hed den 1:02. Hvis jeg havde mulighed for bare at svømme for mig selv, ville jeg stille mig ved 58 min., men med tanke på, at åbenthavs svømning ikke endnu er min stærkeste side, så valgte vi 1:02. Inden starten gik, tænkte vi, at det måtte da gå noget nemmere i starten end normalt, når nu vi var inddelt efter niveau, og at slåskampene da måtte være færre. Hvor kan man dog være naiv…
Starten går, og vi skal først 5 meter hen over de mærkværdige skarpe sten. Jeg skal aldrig på stenstrand mere. Alle holder fast i hinanden for ikke at falde og kaster sig ud i vandet. Og her begynder vanviddet så. Der er bare slet ikke plads. Jeg føler, jeg har samtlige 2.800 deltagere skiftevis ovenpå mig. Og efter 10 meter sker katastrofen, da spaden foran mig, sparker mine briller af mig. Jeg får heldigvis fat i dem på toppen af hovedet. Ellers havde det nok været slut. 3,8 km. i saltvand uden briller, tror jeg ikke, havde været muligt. Kæmper desperat for at få dem på igen, men der er bare ikke tid. Det er fuldstændigt umuligt at stoppe. Jeg sluger saltvandet, så man skulle tro, det var for smagen. Men nej, det smager godt nok dårligt. Det er suverænt det hårdeste, jeg har oplevet på en IM at ligge der uden briller i saltvandet, og der er bare den vildeste slåskamp. Alle ligger bare ovenpå hinanden. Efter ca. 500 meter føler jeg endelig, at jeg lige hurtigt kan få brillerne på igen. Men får dem kun ned, uden at de sidder fast, før der er nogle nye franske arrogante croissanter, som synes, de skal hive mig ned under vandet. Jeg må bare videre. Ved 1 km. skal vi rundt om den første bøje. Slåskampen har fortsat, og ved bøjen bliver det igen vildt. Må bruge mange kræfter på at sparke mig til plads. Første del af svømningen foregår i en trekant, så efter 1. bøje skal vi lidt længere frem og så tilbage mod land. Men jeg lader nu de andre om at orientere sig. Desværre kommer vi al for langt til venstre ved den sidste bøje før land, så bliver nødt til at svømme meget på tværs for at komme ind. Allerede nu har jeg kramper nærmest fra tå til lyske. Kan ikke forstå det, selvom jeg har bruge mange flere kræfter på at komme fremad end normalt. Inde ved land står der heldigvis to hjælpere til at hive én op på land pga. stenene. Ellers var jeg aldrig kommet op, og mine kramper er kun blevet værre. Fra start af har det bare været overlevelse, og nu skal jeg for alvor bare igennem. På 2. omgang skal vi svømme de sidste 1,4 km. og jeg søger med det samme ud til højre for at svømme alene. Det lykkedes næsten op til bøjen, men derfra og ind ender jeg igen blandt nogle tosser. Jeg forstår ikke, hvordan man efter 3,5 km. stadig synes, at man skal svømme ind i hinanden, når der nu er plads. Er bare super lettet, da jeg kommer op af vandet, selvom 1.03.27 var lidt langsommere end niveau og forventet.
Der skal løbes et pænt stykke i T1. Først fra vandet op til ens bike bag, derfra ind i skiftezonen, hvor skiftet forløber stille og roligt, og så forbi over to tusinde cykler, og så ellers lige huske sin egen. Er godt klar over, at kramperne nok ikke mirakuløst er forsvundet gennem T1, men prøver at cykle fra start af. Men de sidder der bare. Lårene er helt skidt. Tænker at det er slut. Det kommer jeg ikke igennem. Der er 8-9 timer til mål og kramperne er bare for voldsomme. Men jeg vil sgu ikke udgå. Er sgu ikke taget helt til Nice for at udgå, og så ødelægge resten af ferien. Beslutter mig for, at nu skal jeg bare igennem. Der er heller ikke andet for. Alle former for fokusering på tider er slut. Jeg skal bare i gang. Prøver at køre 35 km/t stille og roligt, og prøver på at spise og drikke for at få noget energi og noget salt. Men der går ikke længe, så ryger det hele op igen. Satans. Prøver igen. Men nej. Kaster det op. Bliver ved med at prøve, men alt ryger op igen. Beslutter mig for bare at køre. Måske går det væk.
Efter de første 40 km. relativ flade kilometer, går det mere eller mindre opad indtil 110 km. med Col d’Ecre som den værste stigning. Inden vi når stigningen, får jeg overhalet mange. Da stigningerne begynder flyver jeg ret hurtigt forbi nogle meget store grupper. Får mange kramper, men rejser mig op og prøver at køre dem væk. På Col d’Ecre, der er ca. 6 km. med 6% i gennemsnitlig stigningsprocent, får jeg alvor flyttet mig selv fremad i feltet. Men må alligevel holde igen, så kramperne ikke bliver for slemme. Når lige 3 mand inden toppen, og eftersom helikopteren flyver rundt omkring toppen, kan det ikke være for længe siden, at de første var der. Der er ”Special Bike Need Bag”, som man selv har mulighed for at lægge ud, på toppen, så jeg får ikke de tre med på slæb. Men står næsten stille kort tid efter med de vildeste kramper, jeg nogensinde har oplevet i begge lår samtidig. De tre andre kommer op bagfra, og jeg kører lidt med dem frem og tilbage, men hver gang det går nedad, sætter de mig, og hver gang det går opad, forsvinder de meget hurtigt. Får i hvert fald bekræftet mig selv i, at jeg er rigtig hurtig opad. På den sidste stigning ved 104 km. sætter jeg dem for alvor, og jeg ser kun én af dem igen på nedkørslen 40 km. længere fremme. Af de sidste 70 km. går ca. de 40 km. nedad, mens de sidste 30 km. er relativ flade ind mod Nice. Men selvom jeg føler, at jeg kører meget stærkt nedad, så kan jeg se bagefter, at det eneste stykke, hvor jeg tabte tid i forhold til de bedste, var på nedkørslen. Ender med at have 7. bedste cykeltid, men jeg er sikker på, at havde jeg ikke haft kramper, kunne jeg have drukket og spist, og havde jeg teknik til at køre nedad, hvilket er vigtigst i denne sammenhæng, så havde jeg været meget tæt på Marceau’s 4.45hrs på cyklingen. Får kastet cyklen til den forkerte side til en hjælper og løber de ca. 150 meter hen mod min run bag og skiftezonen. I skiftezonen ser jeg ingen cykler, så kan godt regne ud, at jeg alligevel har kørt en pæn tid, og er kommet ind som nr. 15. Havde forberedt væskebælte med energi, men dropper det. Skal bare så godt igennem nu, og vil løbe stille og roligt på 3:30hrs. Er godt klar over, at sådanne kramper ikke går hen ustraffet. Så vil hellere stoppe ved hvert depot og prøve at få noget energi og noget salt. Løberuten er på Promenade des Anglais, hvor man løber ud til lufthavnen og hjem igen fire gange. Løbet går fint og stille og roligt. Løber ikke stærkt og med lav puls, så får på den måde elimineret kramperne. Alligevel er jeg nr. 10 efter 1. omgang, da mange foran går ned på starten af løbet. På 3. omgang begynder varmen at være hård, og mine ben er meget ømme nu efter de mange kramper. Så på de to sidste omgange går jeg en del. Og skal faktisk hen til 250 meter før mål, før jeg på løbet får den første alvorlige krampe, så får disponeret det ok. Løber over på 9:40hrs, men tiden er ligegyldig.
Jeg er super tilfreds med den måde, jeg håndterede de forskellige krise situationer på. Hvordan jeg fik justeret i forhold til det forventede og det planlagte, og hvordan jeg rent mentalt formåede at tage det stille og roligt og ikke stresse unødigt. På trods af tiden kan jeg bruge dette løb og erfaringen derfra i resten af mine IM løb. Det er jeg sikker på. Når jeg kan komme fornuftigt gennem sådan en dag, kan jeg komme fornuftigt gennem alle IM løb. Det var en super givtig dag.
Grunden til mine mave og opkast problemer, har vi analyseret meget siden. Min bror havde voldsom diarre på sidste omgang, hvor han gik helt død. Efterfølgende endte han på hospitalet. Og da vi har spist det samme, kunne det tyde på en virus. Har også siden hørt om, at der skulle have været en virus i omløb dernede. Evt. kan vi også have fået noget til Pasta Party om fredagen. Det tør vi i hvert fald ikke gå med til en anden gang. Ligegyldigt hvor det er henne. I øvrigt kom min bror først ud af den franske pengemaskine af et hospitalssystem mandag eftermiddag, efter vi selv måtte udskrive ham. Men det var måske ok, at de beholdt ham så længe. For hvis en skid ku’ dræbe…

Først siddesår... så infektion... Ikke morsomt...

En ekstra præmie fra Ostseeman var et seriøst siddesår, som der desværre efterfølgende gik infektion i. Derfor er jeg nu på penicillin kur, men måske det at blive tvunget til at holde lidt længere pause end jeg ellers ville have gjort efter én IM, ikke er så tosset. Når jeg kan træne igen, skal der ihvertfald trænes igennem. Uden selvfølgelig at få overbelastningsskader efterfølgende.

Husk... Efter smerte, kommer stolthed.

Ostseeman in 08:45:04 and 3rd

Race beretning fra Ostseeman 2009:

Blev nr. 3 til Ostseeman i søndags. Hurtigste bike split. Men faktisk mest tilfreds med mit løb, hvor jeg med næsten ingen løbetræning fik løbet 3:12:27. Og denne gang løb jeg faktisk hele vejen, og rent mentalt følte jeg mig meget stærk. Det lover godt for fremtiden, når jeg begynder at løbetræne igen.

Svømningen gik generelt godt. Efter Nice IM fem ugen forinden vidste jeg godt, at fremover vil svømningen ikke kunne skræmme mig... Alligevel er jeg sgu stadig lidt ængstelig og en smule bange, når jeg står der og venter på, at så mange mennesker går amok i et adrenalin rus. Og desværre glemmer de fleste i samme åndedrag et ord som fairplay... I Nice fik jeg sparket brillerne af efter 10 meter (nåede dog at fange dem, inden de røg helt af). Denne gang havde jeg fået brillerne under badehætten, så 3-4 hårde spark lige i smasken kunne ikke andet end genere kortvarigt. Vandet var i øvrigt kun 16,5 grader, og føltes meget koldt i starten. Og fik da også en enkelt brandmand på håndleddet, men samlet set kan jeg ikke klage over svømningen, omend jeg gerne ville... Svømmede 01:01:15, hvilket jeg er meget tilfreds set i forhold til, at jeg ikke svømmer særlig meget, så det er rart at se, at der ikke skal så meget til for at få en tilfredsstillende tid for mig.
Fik hurtigt fat i min bike bag, men jeg sejlede sgu rundt. Plejer ikke at bruge håndklæde i skiftezonen, men kunne godt have brugt et til at fjerne al sandet og græsset fra fødderne. Skulle også have ærmer på, men fingrene ville ikke lige, hvad jeg ville, og fik dem sgu først ordentligt på, da jeg begyndte på løbet.
Når man kommer ud af skiftezonen, går det en smule opad. Dvs. mens man skal have sine store fødder ned i skoene. Og hvis man som jeg er totalt ude teknisk cykel talent, så er risikoen stor for fiasko. Kunne simpelthen ikke få venstre i, og da det gik opad, gik farten jo ikke ligesom op, når man ikke trådte... Så lige pludselig kan jeg mærke, at jeg er ved at gå i stå, men venstre skøjten vil bare ikke i og i ren panik hiver jeg pludselig bremsen og står helt stille... Der var sgu lidt panik i et splitsekund. Men får trådt den op på 5 km/t og hen på et fladt stykke, og får endelig den skide fod ned i skoen, og får endelig mulighed for at trykke på pedalen... Det bør jeg nok begynde at træne på...
Vejret var om morgenen næsten perfekt. Ikke meget vind og ikke noget sol og vel cirka 20 grader. Selvom man ikke umiddelbart skulle tro det, er cykelruten ikke nem. Jeg sad sgu faktisk og savnede Nice... Der er et par lange seje bakker, som trækker lidt tænder ud. Synes dog, at jeg kører dem ret godt, og flyver også forbi de andre på dem. Ruten er også meget teknisk nogle steder med nogle skarpe sving, og jeg kan bare ikke køre sving. Det kan være meget frustrende at knalde lige forbi inden svinget for så at se den halvbuttede konkurrent komme tilbage og tage 25 meter på mig på et skide sving... Men har faktisk forbedret mig i år, og er ikke så bange for asfalten mere. Cykelruten har også nogle gode flade stykker, hvor jeg kunne ligge og kører 43 km/t i 7-8 km. Det gav lidt moral.
Rent mentalt synes jeg, at cyklingen var hård denne gang. Mine ben føltes mærkelige. Sadlen gik løs efter 10 meter, og pegede for meget opad, hvilket efterfølgende har givet et seriøst siddesår (smerte, smerte...). Skoene sad bare skævt, skævt, skævt... Og så gik gummiet på bremsegrebet af på venstre, så jeg ikke kunne holde fast. På højre måtte jeg hele tiden hive det på plads, så det ikke blev skubbet ud over grebet. Hvis det var røget af, havde det næsten været umuligt at holde fast, når jeg skulle dreje, så der var sgu koncentration på hver gang. Synes i forvejen ikke, at det er skide nemt at dreje med et 3T Ventus styr. Endelig havde jeg igen problemer med energi indtagelsen, og fik brækket mig seriøst et par gange. Men her i efter analyseringens klare lys, er jeg ved at nå frem til en konklusion på, hvad som vil fungere for mig på en IM, men det kan jeg komme tilbage senere.
Jeg endte med at køre ca. 40,5 km/t på cyklingen og tiden var ca. 4:26. Jeg er tilfreds overordnet set, men må indrømme, at jeg på en god dag uden problemer, godt kan køre stærkere uden selvfølgelig at presse mig mere. Cyklingen er klart min bedste disciplin, men det er også der, hvor jeg træner mest, så det ikke så underligt. Men da rart for andet år i træk at have hurtigste bike split til Ostseeman.
Kom først ind i T2, hvilket da var meget sjovt, da der er rigtig mange tilskuere til Ostseeman og meget hype og super stemning. Hørte lige speakeren kalde det "ein gröBe überraschung" at se mig først... Hvad snakker tossen om... Det pissede mig sgu lidt af... Skiftede superhurtigt. No problems denne gang. Da jeg lige var kommet ud på løbet, hører jeg speakeren og publikum gå amok, da Joseph Spindler, som har vundet to gange, og som plejer at hive en 2:45 op af ærmet på løbet, komme ind. Det var sgu hurtigt. Havde fløjet forbi ham og nogle andre i en større gruppe op af en de lange bakker på fjerde runde og troede egentlig, jeg førte med mere. Men egentlig skide lige meget, da jeg gik efter at løbe 3:15, så han ville tage en halv time på mig på løbet.
Har ikke løbet meget i år, og heller ikke sidste år, pga. skader og operation. Så ville egentlig være tilfreds med 3:30. På vej ud på løbet føltes benene ok. Så lagde ud med ca. 3:10 tempo, og så ventede jeg ellers på Spindler... Som i øvrigt har kortere ben end mine arme... Ham bliver man sgu stresset af at løbe med. Så det gad jeg ikke. Han hentede mig ved 2 km., men så gik han sgu lidt død, så jeg hentede ham igen ved 3 km., og løb sammen med ham igen til 6 km., hvor han så helt unødvendigt satte tempo på igen... Men fik da prøvet at løbe bag ved mtb'en, som fjerner alt foran den førende løber, så han kan løbe ubesværet... Det skal man sgu ikke undervurdere. Det virkede som god pace.
Løberuten er heller ikke nem. Det er ikke ligesom Promenade des Anglais... Man skal hele tiden presse på. Der er et smalt ud og hjem stykke på en grus sti langs vandet, hvor der ikke er meget plads til at overhale, hvilket bliver et problem, når folk begynder at komme ind fra cyklingen. Der er et par stejle stykker, hvor det med undertegnedes lange ben, næsten ville være hurtigere at gå op. Og så er der selvfølgelig også et par brosten stykker, som heller ikke gør det nemmere.
Løbet var som sædvanlig hårdt, men det skal det jo også være. Havde lidt for meget ondt af mig selv, men blev bare ved at presse på. Blev ved med at fortælle mig selv, at det går jo godt. Du løber sgu da. Du er ikke nede og gå endnu. Du får drukket i depoterne. Du brækker dig ikke. Dine High5 Isogel fungerer superb. Hvad klager du over!?! Bliv nu ved med at løbe for helvede da osse!
Men lårene blev sgu mere og mere ømme... Skulle tisse som én i helvede, men der var sgu tilskuere hele tiden, så synes ikke, jeg kunne tillade mig at lade vandet løbe ned langs benene... Men skal man virkelig pisse, kan man jo ikke løbe, så på tredje omgang fik jeg endelig plads og ro til at pisse i bukserne. Måske ikke umiddelbart vigtigt, men det viste mig, at systemet fungerede, og energi- og væske balancen ikke var helt skidt. Derefter blev der nu også pisset igennem...
Efterhånden på løbet gik det også op for mig, at jeg måske godt kunne holde den kørende uden at skulle ned og gå. Og en sub 9hrs kom tættere og tættere på, og jeg kunne regne ud, at jeg snart kunne gå ind og stadig komme under 9 timer. Det tænkte jeg på fjerde omgang. Du kan altid gå på sidste omgang... Men det gør man jo selvfølgelig ikke, hvis man kan undgå det... Hvor tit er man med i en IM... Hvor tit er man i en position for at gennemføre... Hvor tit er man i en situation for at lave PR... Hvor tit er man i postion for at se ens arbejde blive konkret og målbart belønnet...
Løb sidste omgang på samme tid som første, og havde endda en spurt den sidste kilometer for at nå de 8:45. Da jeg kommer ind på opløbet, ænser jeg ikke så meget. Andet end at undgå hula-hop pigerne, som først ser mig og iværksætter deres "thing" to meter inden, jeg er ved at nedlægge dem... Og for første gang hiver jeg den ene arm op, da jeg løber over stregen. Synes godt jeg kunne tillade mig det med den tid. Ellers er jeg sgu ikke personlig meget for det med at

løbe over stregen med begge arme og ben over hovedet. Da jeg løber ind, er jeg ikke helt klar over, hvad nummer jeg er blevet. Troede jeg lå nr. 4 og måske endda nr. 5. Jeg kunne ihvertfald ikke ligge bedre end nr. 3, og synes jeg havde set mere én løbe forbi, men han må have været

stafet løber. Men da jeg løb ind over stregen, holdte de sådan et vinder banner ud foran mig,

hvilket jeg først fattede bagefter. Men de er ret glade for mig, og jeg bliver ret modvilligt skubbet ud foran målet, hvor tilskuerne er lidt for glade... Får spurgt på tysk, hvad nummer jeg blev... Det var da ok. Får lige smidt begge arme i vejret, men det får dem sgu til at juble endnu mere. Så godt var det vel heller ikke... Men må jo nok indrømme, at det var meget sjovt at prøve at stå der og blive tiljublet. Det kunne man godt blive vant til. Men så skal jeg også lige pludselig interviewes af speakeren. Får sagt til ham, at det skal ikke være på tysk. Men han kunne have spurgt på hvilket som helst sprog... Der var ikke kommet noget fornuftigt ud af mig alligevel, 45 sekunder efter at jeg er kommet ind på en IM. Fik givet et lidt sort svar omkring løbet. Så skulle jeg også interviewes til et eller andet tv-hold... Ved sgu ikke, hvad det var for noget... Men svaret var vist denne gang seriøst sort... Derefter skyndte jeg mig nu også videre. Skulle bare sidde og falde lidt til ro. Havde som sædvanlig ikke lyst til andet end vand efter løbet... Specielt ikke kager med fire tons hvepse cirklende omkring dem. Eller tyske pølser med nudler og ketchup. Men de andre åd som bare satan. Har I også lavet IM... Fik massage i et halvåbent telt med en masse storrygende studerende... Og så ventede jeg ængsteligt på brormand. Havde ikke set ham siden svømningen, hvor han råbte alt for højt efter mig... I Nice røg han på hospitalet efter løbet, så man ved sgu aldrig... Men så hører jeg heldigvis speakeren sige hans navn og et forsøg på at sige Sigma Nordsjælland Triathlon Klub... Så kan vi endelig nyde det hårde arbejde... Desværre var præmie overrækkelsen først kl. 22.15 (startede bare først 22.40), og da vi skulle køre direkte hjem, var post race oplevelsen som sædvanlig heller ikke super easy.
Alt i alt et super løb, en super oplevelse og nok noget nær en optimal fysisk og mental præstation med nuværende form og træning in mente samt en IM fem ugen forinden. Det kan jeg kun være tilfreds med :-) Til næste år venter der sub 8:25.

http://www.stgk.info/Ergebnisse/2009/10/OM-gesamt.pdf