Dagen startede med, at min nymonterede front flaskeholder gik løs på vej til toget, og skruerne forsvandt ned i en vandpyt. Og da jeg nåede perronen på kystbanen, var alle tog var aflyste. Hmm. Så måtte køres derind alligevel, og nåede frem i god tid. Cyklen blev stillet, og detaljerne kom på plads. Kl. var nu ca. 7.20. Jeg havde forestillet mig, at deltagerne i stafetten ville have mulighed for at sætte sig et sted – f.eks. i et opslået telt. Sådan at vi ikke skulle stå op, i mit tilfælde i ca. 1 time og 35 min. (nogen i en del længere tid), og bruge unødige kræfter. Lyder det ikke meget fornuftigt med det telt specielt til stafet deltagere… Det kan godt være, at vi ikke skal lave den lange, og i det store billede er stafet deltagere jo ret ligegyldige, men deltagergebyret på over 3.000 kr. har nogen jo betalt... Mine ben blev bare tungere og tungere, mens jeg ventede på Rasmus, skulle blive færdig med det svømning. Rygtet sagde godt nok 4 timers søvn og noget med Roxette koncert lørdag aften, men han var vist motiveret, og svømmede 44.46. Respekt herfra.
Jeg kunne med det samme mærke på cyklen, at benene var rigtig TUNGE. Men det ville i hvert fald ikke blive bedre, hvis jeg prøvede at køre langsomt, så jeg gik efter guldet, og håbede på bedre ben. Jeg skulle dog kun nå hen til Frihedsmuseet, før endnu et uheld indtraf. Jeg ville gerne hurtigt rundt i svinget, men de to AG’er foran, valgte en meget sikker fart… Så enten kunne jeg vælge at fortsætte ind i dem, eller prøve at fortsætte ligeud ind på parkeringspladsen. Eller også kunne man jo bare vælge at køre forbi og dreje lige på de hvide striber… Men der var nu også spejlglat, for jeg drejede knapt nok cyklen, før hofte og albue tog imod, og jeg kuede hen af asfalten… Et par venlige sjæle samlede cyklen op, og jeg var egentlig hurtigt oppe igen og af sted. Der gik lidt tid, før jeg kunne lægge armen på puden, og jeg måtte af 3 gange undervejs og justere baghjul og bagbremse, og samlet kostede det nok 5 min. Og for at gøre ondt værre, gik det hurtigt op for mig, at jeg ville få problemer med energi indtaget. Jeg brækkede mig faktisk fra start til slut. Det endte med en tid på 4.31.
Når jeg ser på de forhold, jeg fik, og mere vigtigt, som jeg gav mig selv, så gik jeg dybt, for at få det bedste ud af det. Så set i det lys, må jeg være tilfreds. Det handler nu bare om at lære af dagen, og bruge det fremadrettet. For skal man have en lortedag, er det meget godt, at det sker i et stafetløb, som bare skulle være god lir, og en god træningsdag. Og hvad er konklusionen så? Den store konklusion er, at jeg ikke har konkurrence erfaring nok. Det er også 1 år siden mit sidste løb. Derfor kommer der nogen fejl, som ikke ville være opstået, hvis jeg var en garvet triatlet. Jeg er sikker på, at mine enormt tunge ben skyldes, at jeg skulle stå op så længe, og fik en koldstart. Det passer mig ikke. Jeg har et virkelig gammelmands problem i form af mine åreknuder, og de holder ikke til at stå særlig længe af gangen, uden at blive brugt, for så hæver de op, og bliver tunge. Og så kørte jeg uden kompressionsstrømper, selvom jeg egentlig ikke tror, at det havde gjort nogen forskel. Mht. mine tilbagevendende opkast problemer under fysisk aktivitet, så vil jeg prøve at teste, om det ikke skyldes overhydrering. Jeg tror, jeg nogen gange får overdrevet væskeindtaget, og så skal det bare ud. Og op til stafetten drak jeg en del energidrik, og tog en del saltsticks og et par koffein tabletter, og det gør jeg ellers sjældent. Så det handler også om at træne noget mere i konkurrence situationer. Endelig vil jeg mene, at selvom min form pt. er skidt, så er den bedre end 4.31, selvom jeg havde styrt. Den rute kan helt sikkert køres i sub 4.15 med gode ben, og det er da irriterende, når man ikke kan præstere til sit potentiale. For det er jo det, det grundlæggende handler. ”Race to Potential”, som jeg læste i en blog fra Macca post IM Frankfurt. Så præsterer man ikke til sit potentiale på dagen, kan man ikke være tilfreds. Men så længe, at jeg ved hvorfor, og hvordan jeg kommer videre herfra, er det acceptabelt. Og jeg lagde i hvert fald det, jeg havde i dag, ude på den cykelrute.
Min bror havde også en lortedag. Han måtte også stå og vente i over 1 time i solen, da der heller ikke var opsat et telt til stafet løberne ved T2. Han løb efter planen på den første halvdel med en tid på 1.20, men så var der også lukket. Konklusionen er, at Frankfurt nok stadig sidder i benene. Perioden efter Frankfurt har heller ikke været god, og når man sammenfatter det med, at han ikke har den store base træning i sig endnu, så bliver han straffet. Men han gav alt, så det var fint nok, selvom jeg har set ham mere munter efter et løb…
Jeg besluttede mig ude på cyklen, at jeg nu starter fra nul, og begynder stille og roligt at bygge op mod 2011. Jeg vil ramme min topform og mit potentiale, og det skal gøres stille og roligt, og der skal hele tiden lyttes til kroppen.
Ellers var jeg sgu imponeret over rigtig mange. En masse debutanter lavede nogen seriøst imponerende tider. Respekt. Og danskerne fik vist, at de var topmotiverede. Det var sgu fedt at se. Udlændingene var lidt som forventet generelt skuffende, og man skal virkelig overveje, hvem man henter ind, og bruger ressourcer på næste år. Det var vel kun de 5 udlændinge i Top 11, der kan være deres indsats bekendt. Man skal sgu være sikker på, at de kommer for at præstere, og ikke pga. af andre årsager. Jeg har desværre også hørt fra en del uafhængige tilskuere, at der blev draftet meget i frontgruppen. Det lyder ikke godt, hvis det passer, og jeg mener også helt alvorligt, at drafting er ligeså slemt som doping. Endelig ser det ud til, at løberuten var for kort. Det hørte jeg i målområdet, og min brors GPS viste 1,5 km. for kort. Det må være for meget. Det håber jeg i hvert fald ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar