I går søndag prøvede jeg for første gang at stille op i et cykelløb. 124 km. fra Christiansborg til Nordsjælland og tilbage igen. Ruten var totalt afspærret af politiet, og det var sgu meget lækkert, og frem for alt føltes det meget sikkert. Der var nogen enkelte biler, der alligevel havde forvildet sig ind på ruten i den modsatte retning, men ikke nogen deciderede farlige situationer.
Og jeg kan ligeså godt være ærlig ;-) Jeg var den stærkeste i løbet. Jeg animerede det løb. Og mens min bror stadig var i frontgruppen, bestemte vi mere eller mindre, hvem der skulle have lov til at køre...
Løbet startede med neutral zone ud til Bellevue. Den neutrale zone var for hektisk til mine nerver. Der blev kørt meget nervøst, og det er jo ikke meningen med neutral zone. Jeg kunne ikke vente med at løbet blev givet frit. Og inden vi nåede Skodsborg, havde jeg været fremme og forsøgt udbrud. Vores taktik var klar. Vi skulle have en god træning ud af det. Vi kan ikke spurte alligevel. Og så skulle vi have lavet en tidlig udskilning, så feltet blev mere roligt og mindre stressende for et par nervøse triatleter. Dvs. at løbet skulle gøres hårdt fra start af. Løb skal køres fra front, og samtidig slap vi også for at sidde nede i feltet, for det er alligevel for stressende. Og jeg kan ikke accelerere som cykelryttere kan. Det har jeg aldrig trænet. Jeg kan holde et højt jævnt tempo i lang tid, men jeg kan ikke stikke i højre og venstre med +50 km/t. Så der var heller ikke anden mulighed end at køre det så hårdt som muligt og holde et jævnt højt tempo.
Men jeg må sige, at det kan godt være, at A-rytterne var med i gadeløbet om eftermiddagen, men ellers havde jeg forstået det sådan, at feltet egentlig var pænt stærkt. Og set i det lyst fatter vi slet ikke deres kørestil. De stak hele tiden, og deres acceleration var fin nok. Det var ikke noget, jeg skulle prøve kræfter med. Men det gik hurtigt op for os, at vi bare kunne lade dem køre. For de døde selv derude, og så var de nemme at hente. Og så fattede de bare ikke, at de jo ikke kan blive ved med at angribe. Når vi er af sted i en god gruppe, så er det mest optimale jo, at man arbejder sammen, og får skabt et fornuftigt forspring. Det var vel hele ideen i, at du angreb, min ven… Du ville gerne af sted i udbrud, ikk’… Nu sidder du dig… Så kør dog! Men det kunne de ikke finde ud af.
Team Mermaid drengene skulle måske lige snakke sammen om deres HOLD… De kunne slet ikke arbejde sammen. Vi sad på et tidspunkt i en 12-mands gruppe med ca. 60 km. igen. Endelig var vi kommet af sted, og vi havde ca. 25 sek. Og de var 8 mand fra Mermaid. Alligevel kunne de ikke finde ud af tage føringer. De blev ved med at lave huller, som vi andre så kunne få lov til at lukke. Tror du selv, at jeg gider blive ved med det… Under hele løbet kunne de ikke finde ud af andet end at stikke og lave huller. Jeg lagde kun mærke til én enkelt fra Mermaid, som kørte fornuftigt, og han endte heldigvis som 2’er. Men vi blev egentlig enige om, at det må have været forbi, at de bare ikke kunne træde hårdere. De var måske bare på max. Det håber jeg. For rutine har de nok af.
På et tidligere tidspunkt sad de også 5 mand i udbrud, og 4 var fra Mermaid. Jeg kører så alene op med endnu en Mermaid rytter på hjul. Og så gik det i stå. Det var åbenbart heller ikke godt nok.
Da den store udskilning var sket efter ca. 70 km. var vi 25 mand i frontgruppen, og 10 af dem var altså fra Mermaid. Heino Cykler var også godt repræsenteret, men holdarbejde var nærmest ikke eksisterende. Der var nogen af dem, som bare ikke lavede dages gode gerning.
Da vi nærmede os København med ca. 40 km., begyndte jeg at acceptere, at den store udskilning var umulig. Det var fladt resten af vejen, og de sad i mit hjul konstant, og gad ikke køre af sted med mig. Men jeg skulle have en god gang træning ud af det, så jeg besluttede mig for at prøve at holde det samlet så længe som muligt. Så jeg satte mig i front og hentede folk ind efterhånden, som de kom af sted. Men det krævede også nogen pauser bagerst i feltet, og der slap en gruppe af sted, som jeg troede automatisk ville blive hentet. Men det var jeg egentlig ligeglad med, for jeg ville ikke deltage i nogen form for spurt alligevel, så det var de andres tab. Da vi nåede Kalvebod Brygge satte jeg mig i front igen, og det var igen egentlig mere efter devisen, at i front, er man mest sikret imod styrt. Jeg var sikker på, at de drenge nok skulle spurte om en sekundære placeringer. Med 1 km. igen kørte de forbi mig frem mod spurten, og jeg lagde mig ned bagerst. Lige tids nok til at undgå et slemt styrt. En motorcykelbetjent stoppede foran et opstillet hegn i højre side. Som jeg så det, havde nogen af rytterne for meget fokus på hjulet foran og ikke på vejen, der blev snævret ind, hvilket var, hvad politibetjenten forsøgte at gøre opmærksom på. Men der var en rytter, som slet ikke så det, og han hamrede direkte ind i betjenten med sin højre side. Det må have gjort ondt. Jeg sad nok 10 meter bagved ham, og kunne uden problemer undgå styrtet. Bortset fra det styrt var det egentlig en meget sikker dag, hvilket ellers var noget, jeg godt kunne have frygtet.
Jeg blev nr. 19 med lidt over 40 km/t i snit. Placeringen var ligegyldig, men det var sgu rart at få bevist over for mig selv, at selv om min form ikke er god, så er den bedre, end jeg viste til CCPH Relay. Og de store problemer, som jeg oplevede den dag, havde jeg fået elimineret til i går.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar