Animateur til CSC Copenhagen motionsrace

I går søndag prøvede jeg for første gang at stille op i et cykelløb. 124 km. fra Christiansborg til Nordsjælland og tilbage igen. Ruten var totalt afspærret af politiet, og det var sgu meget lækkert, og frem for alt føltes det meget sikkert. Der var nogen enkelte biler, der alligevel havde forvildet sig ind på ruten i den modsatte retning, men ikke nogen deciderede farlige situationer.

Og jeg kan ligeså godt være ærlig ;-) Jeg var den stærkeste i løbet. Jeg animerede det løb. Og mens min bror stadig var i frontgruppen, bestemte vi mere eller mindre, hvem der skulle have lov til at køre...

Løbet startede med neutral zone ud til Bellevue. Den neutrale zone var for hektisk til mine nerver. Der blev kørt meget nervøst, og det er jo ikke meningen med neutral zone. Jeg kunne ikke vente med at løbet blev givet frit. Og inden vi nåede Skodsborg, havde jeg været fremme og forsøgt udbrud. Vores taktik var klar. Vi skulle have en god træning ud af det. Vi kan ikke spurte alligevel. Og så skulle vi have lavet en tidlig udskilning, så feltet blev mere roligt og mindre stressende for et par nervøse triatleter. Dvs. at løbet skulle gøres hårdt fra start af. Løb skal køres fra front, og samtidig slap vi også for at sidde nede i feltet, for det er alligevel for stressende. Og jeg kan ikke accelerere som cykelryttere kan. Det har jeg aldrig trænet. Jeg kan holde et højt jævnt tempo i lang tid, men jeg kan ikke stikke i højre og venstre med +50 km/t. Så der var heller ikke anden mulighed end at køre det så hårdt som muligt og holde et jævnt højt tempo.

Men jeg må sige, at det kan godt være, at A-rytterne var med i gadeløbet om eftermiddagen, men ellers havde jeg forstået det sådan, at feltet egentlig var pænt stærkt. Og set i det lyst fatter vi slet ikke deres kørestil. De stak hele tiden, og deres acceleration var fin nok. Det var ikke noget, jeg skulle prøve kræfter med. Men det gik hurtigt op for os, at vi bare kunne lade dem køre. For de døde selv derude, og så var de nemme at hente. Og så fattede de bare ikke, at de jo ikke kan blive ved med at angribe. Når vi er af sted i en god gruppe, så er det mest optimale jo, at man arbejder sammen, og får skabt et fornuftigt forspring. Det var vel hele ideen i, at du angreb, min ven… Du ville gerne af sted i udbrud, ikk’… Nu sidder du dig… Så kør dog! Men det kunne de ikke finde ud af.

Team Mermaid drengene skulle måske lige snakke sammen om deres HOLD… De kunne slet ikke arbejde sammen. Vi sad på et tidspunkt i en 12-mands gruppe med ca. 60 km. igen. Endelig var vi kommet af sted, og vi havde ca. 25 sek. Og de var 8 mand fra Mermaid. Alligevel kunne de ikke finde ud af tage føringer. De blev ved med at lave huller, som vi andre så kunne få lov til at lukke. Tror du selv, at jeg gider blive ved med det… Under hele løbet kunne de ikke finde ud af andet end at stikke og lave huller. Jeg lagde kun mærke til én enkelt fra Mermaid, som kørte fornuftigt, og han endte heldigvis som 2’er. Men vi blev egentlig enige om, at det må have været forbi, at de bare ikke kunne træde hårdere. De var måske bare på max. Det håber jeg. For rutine har de nok af.

På et tidligere tidspunkt sad de også 5 mand i udbrud, og 4 var fra Mermaid. Jeg kører så alene op med endnu en Mermaid rytter på hjul. Og så gik det i stå. Det var åbenbart heller ikke godt nok.

Da den store udskilning var sket efter ca. 70 km. var vi 25 mand i frontgruppen, og 10 af dem var altså fra Mermaid. Heino Cykler var også godt repræsenteret, men holdarbejde var nærmest ikke eksisterende. Der var nogen af dem, som bare ikke lavede dages gode gerning.

Da vi nærmede os København med ca. 40 km., begyndte jeg at acceptere, at den store udskilning var umulig. Det var fladt resten af vejen, og de sad i mit hjul konstant, og gad ikke køre af sted med mig. Men jeg skulle have en god gang træning ud af det, så jeg besluttede mig for at prøve at holde det samlet så længe som muligt. Så jeg satte mig i front og hentede folk ind efterhånden, som de kom af sted. Men det krævede også nogen pauser bagerst i feltet, og der slap en gruppe af sted, som jeg troede automatisk ville blive hentet. Men det var jeg egentlig ligeglad med, for jeg ville ikke deltage i nogen form for spurt alligevel, så det var de andres tab. Da vi nåede Kalvebod Brygge satte jeg mig i front igen, og det var igen egentlig mere efter devisen, at i front, er man mest sikret imod styrt. Jeg var sikker på, at de drenge nok skulle spurte om en sekundære placeringer. Med 1 km. igen kørte de forbi mig frem mod spurten, og jeg lagde mig ned bagerst. Lige tids nok til at undgå et slemt styrt. En motorcykelbetjent stoppede foran et opstillet hegn i højre side. Som jeg så det, havde nogen af rytterne for meget fokus på hjulet foran og ikke på vejen, der blev snævret ind, hvilket var, hvad politibetjenten forsøgte at gøre opmærksom på. Men der var en rytter, som slet ikke så det, og han hamrede direkte ind i betjenten med sin højre side. Det må have gjort ondt. Jeg sad nok 10 meter bagved ham, og kunne uden problemer undgå styrtet. Bortset fra det styrt var det egentlig en meget sikker dag, hvilket ellers var noget, jeg godt kunne have frygtet.

Jeg blev nr. 19 med lidt over 40 km/t i snit. Placeringen var ligegyldig, men det var sgu rart at få bevist over for mig selv, at selv om min form ikke er god, så er den bedre, end jeg viste til CCPH Relay. Og de store problemer, som jeg oplevede den dag, havde jeg fået elimineret til i går.

CCPH Relay (bakken efter Nivå Havn)

Lorte dag på cyklen til CCPH stafet… Men fik det maksimale ud af det…

Dagen startede med, at min nymonterede front flaskeholder gik løs på vej til toget, og skruerne forsvandt ned i en vandpyt. Og da jeg nåede perronen på kystbanen, var alle tog var aflyste. Hmm. Så måtte køres derind alligevel, og nåede frem i god tid. Cyklen blev stillet, og detaljerne kom på plads. Kl. var nu ca. 7.20. Jeg havde forestillet mig, at deltagerne i stafetten ville have mulighed for at sætte sig et sted – f.eks. i et opslået telt. Sådan at vi ikke skulle stå op, i mit tilfælde i ca. 1 time og 35 min. (nogen i en del længere tid), og bruge unødige kræfter. Lyder det ikke meget fornuftigt med det telt specielt til stafet deltagere… Det kan godt være, at vi ikke skal lave den lange, og i det store billede er stafet deltagere jo ret ligegyldige, men deltagergebyret på over 3.000 kr. har nogen jo betalt... Mine ben blev bare tungere og tungere, mens jeg ventede på Rasmus, skulle blive færdig med det svømning. Rygtet sagde godt nok 4 timers søvn og noget med Roxette koncert lørdag aften, men han var vist motiveret, og svømmede 44.46. Respekt herfra.

Jeg kunne med det samme mærke på cyklen, at benene var rigtig TUNGE. Men det ville i hvert fald ikke blive bedre, hvis jeg prøvede at køre langsomt, så jeg gik efter guldet, og håbede på bedre ben. Jeg skulle dog kun nå hen til Frihedsmuseet, før endnu et uheld indtraf. Jeg ville gerne hurtigt rundt i svinget, men de to AG’er foran, valgte en meget sikker fart… Så enten kunne jeg vælge at fortsætte ind i dem, eller prøve at fortsætte ligeud ind på parkeringspladsen. Eller også kunne man jo bare vælge at køre forbi og dreje lige på de hvide striber… Men der var nu også spejlglat, for jeg drejede knapt nok cyklen, før hofte og albue tog imod, og jeg kuede hen af asfalten… Et par venlige sjæle samlede cyklen op, og jeg var egentlig hurtigt oppe igen og af sted. Der gik lidt tid, før jeg kunne lægge armen på puden, og jeg måtte af 3 gange undervejs og justere baghjul og bagbremse, og samlet kostede det nok 5 min. Og for at gøre ondt værre, gik det hurtigt op for mig, at jeg ville få problemer med energi indtaget. Jeg brækkede mig faktisk fra start til slut. Det endte med en tid på 4.31.

Når jeg ser på de forhold, jeg fik, og mere vigtigt, som jeg gav mig selv, så gik jeg dybt, for at få det bedste ud af det. Så set i det lys, må jeg være tilfreds. Det handler nu bare om at lære af dagen, og bruge det fremadrettet. For skal man have en lortedag, er det meget godt, at det sker i et stafetløb, som bare skulle være god lir, og en god træningsdag. Og hvad er konklusionen så? Den store konklusion er, at jeg ikke har konkurrence erfaring nok. Det er også 1 år siden mit sidste løb. Derfor kommer der nogen fejl, som ikke ville være opstået, hvis jeg var en garvet triatlet. Jeg er sikker på, at mine enormt tunge ben skyldes, at jeg skulle stå op så længe, og fik en koldstart. Det passer mig ikke. Jeg har et virkelig gammelmands problem i form af mine åreknuder, og de holder ikke til at stå særlig længe af gangen, uden at blive brugt, for så hæver de op, og bliver tunge. Og så kørte jeg uden kompressionsstrømper, selvom jeg egentlig ikke tror, at det havde gjort nogen forskel. Mht. mine tilbagevendende opkast problemer under fysisk aktivitet, så vil jeg prøve at teste, om det ikke skyldes overhydrering. Jeg tror, jeg nogen gange får overdrevet væskeindtaget, og så skal det bare ud. Og op til stafetten drak jeg en del energidrik, og tog en del saltsticks og et par koffein tabletter, og det gør jeg ellers sjældent. Så det handler også om at træne noget mere i konkurrence situationer. Endelig vil jeg mene, at selvom min form pt. er skidt, så er den bedre end 4.31, selvom jeg havde styrt. Den rute kan helt sikkert køres i sub 4.15 med gode ben, og det er da irriterende, når man ikke kan præstere til sit potentiale. For det er jo det, det grundlæggende handler. ”Race to Potential”, som jeg læste i en blog fra Macca post IM Frankfurt. Så præsterer man ikke til sit potentiale på dagen, kan man ikke være tilfreds. Men så længe, at jeg ved hvorfor, og hvordan jeg kommer videre herfra, er det acceptabelt. Og jeg lagde i hvert fald det, jeg havde i dag, ude på den cykelrute.

Min bror havde også en lortedag. Han måtte også stå og vente i over 1 time i solen, da der heller ikke var opsat et telt til stafet løberne ved T2. Han løb efter planen på den første halvdel med en tid på 1.20, men så var der også lukket. Konklusionen er, at Frankfurt nok stadig sidder i benene. Perioden efter Frankfurt har heller ikke været god, og når man sammenfatter det med, at han ikke har den store base træning i sig endnu, så bliver han straffet. Men han gav alt, så det var fint nok, selvom jeg har set ham mere munter efter et løb…

Jeg besluttede mig ude på cyklen, at jeg nu starter fra nul, og begynder stille og roligt at bygge op mod 2011. Jeg vil ramme min topform og mit potentiale, og det skal gøres stille og roligt, og der skal hele tiden lyttes til kroppen.

Ellers var jeg sgu imponeret over rigtig mange. En masse debutanter lavede nogen seriøst imponerende tider. Respekt. Og danskerne fik vist, at de var topmotiverede. Det var sgu fedt at se. Udlændingene var lidt som forventet generelt skuffende, og man skal virkelig overveje, hvem man henter ind, og bruger ressourcer på næste år. Det var vel kun de 5 udlændinge i Top 11, der kan være deres indsats bekendt. Man skal sgu være sikker på, at de kommer for at præstere, og ikke pga. af andre årsager. Jeg har desværre også hørt fra en del uafhængige tilskuere, at der blev draftet meget i frontgruppen. Det lyder ikke godt, hvis det passer, og jeg mener også helt alvorligt, at drafting er ligeså slemt som doping. Endelig ser det ud til, at løberuten var for kort. Det hørte jeg i målområdet, og min brors GPS viste 1,5 km. for kort. Det må være for meget. Det håber jeg i hvert fald ikke.

CCPH Relay… FULL GAS!!!

For mig personligt bliver søndag en meget rolig dag. I hvert fald hvis man sammenligner med de ca. 1.600 deltagere, som skal lave den fulde distance. Og hvor en stor del af disse er debutanter. Jeg tror, der er mange, der er meget anspændte i disse dage. Hyppigheden af toiletbesøg skal nok stige, jo nærmere vi kommer søndagens tidlige start. Men der er nu ingen grund til at være særlig nervøs eller anspændt. Der skal selvfølgelig være en naturlig grad af uro i kroppen. Hvordan mon det kommer til at gå? Der er en masse ubesvarede spørgsmål. Man kun hurtigt begynde og tvivle på sig selv og sine forberedelser. Og i mangel på den regelmæssige træning, begynder man måske også og bruge sine tanker på nu at overveje om ens setup, nu også rent faktisk er det rigtige. Selvom man måske har brugt hele vinteren på at beslutte sig for det mest optimale setup mht. skiftezone, cykel, energi etc. Her skal man bare stole på sig selv. Jeg har gjort alt det, jeg skulle. Jeg er maksimalt forberedt. Der mangler kun de sidste meget lette træningspas. Nu handler det bare om at stå mest udhvilet søndag morgen. For man skal virkelig passe på sin energi – specielt sin mentale energi. Jeg synes, at det hårde ved IM nogen gange ikke er selve konkurrencen. Men sådan skulle det helst ikke være. Det skal gerne være sådan, at man selv er som pilen i en armbrøst… og når startskuddet lyder, så bliver pilen sluppet løs – ikke et splitsekund før. For man kan hurtigt bruge alt for meget energi i dagene op til på at begynde at tvivle på alt muligt – nærmest i mangel på træning, i manglen på at have noget at lave. Man føler ligesom, at der da må lige være noget, jeg lige kan justere, så det kan blive mere optimalt. Men det er der ikke. Det er bare spild af energi. Det er stressenergi, og det er negativ energi. Det handler om at få lavet de sidste planlagte justeringer, og så ellers slappe af og se frem til en stor oplevelse.

Jeg stiller op for SigmaTri i en stafet, hvor jeg skal cykle. Rasmus Henning skal svømme, mens min bror Andreas skal løbe. Jeg glæder mig til at opleve cykelruten som en del af en konkurrence. Det er altid noget andet. Selvom jeg har boet i Nordsjælland i hele mit liv, så har jeg faktisk aldrig kørt ruten, og heller ikke som forberedelse til løbet. Jeg har en rimelig pæn tiltro til mine evner som TT triatlet, og den tekniske del af ruten, kender jeg ret godt. Jeg er ikke af den opfattelse, at ruten er specielt godt valgt. Men der ligger helt sikkert mange overvejelser bagved omkring diverse tilladelser fra myndigheder, som jeg ikke kender til, og det er derfor sikkert uretfærdigt at kritisere den, men sådan er livet jo…

Jeg mener, at ruten er en halv løsning. Det er mit indtryk, at organisationen gerne ville have en hurtig rute. Det er den som udgangspunkt ikke. Den er absolut heller ikke langsom, men det kommer jo an på, hvad man sammenligner med. På en skala fra 1 til 5, kan vi nok blive enige om, at Hawaii er en klar 5’er. Nice og Lanzarote hører også til i den kategori. Om end vejrforholdene spiller en enormt vigtig rolle. Ingen vind på Hawaii, og det er en 4’er. Det samme gælder Nice, mens Lanzarote nok altid vil være en 5’er. Der blæser det jo altid. Roth er som udgangspunkt en klar 1’er, mens Ostseeman, som jeg jo kender godt, får 2½.

CCPH er som udgangspunkt en 1’er. Det må det være, når man har en rute med så få sving og med knap 600 højdemeter fordelt på 180 km. Men når man har valgt at starte med at køre ad Strandvejen, så udsætter man også ruten for den risiko, at der bliver modvind hele vejen langs Strandvejen, til man drejer ind lige efter Nivå Havn. Og vinden kommer altså mest fra nord. Og afhængigt af vindstyrke, så kan det koste meget tid. Det havde det ikke gjort, hvis man havde besluttet sig for at køre den omvendt. Så havde man haft medvind på Strandvejen, og man kunne have fløjet hele vejen ind til T2 uden et eneste sving. Nu er det jo stadig usikkert, hvordan vejret bliver på søndag. Regn ser det ikke ud til, selvom der er en lille risiko. Men vinder ser desværre ud til at vende, og den kan blive mærkbar. Og den er altid lidt hårdere ude ved kysten pga. pålandsvinden. Hvis vinden kommer nordfra, så gælder det virkelig om at holde sin TT position. Man skal ikke rejse sig op hele tiden. Det må man vente med, til at man drejer ind i landet.

Men vinden kommer altså til at være afgørende for, hvilke bike splits, vi vil se på søndag. Hvis vi antager, at vinden står fra nord, så tror jeg umiddelbart, at best bike split vil blive lige omkring 4.25. Der skal nok være nogen, der gerne vil først i T2, og sætte deres eget aftryk på løbet. Det kunne f.eks. være en Ain-Alar Juhanson, som jo er en kæmpe ester med en ordentlig mølle, og ikke en triatlet, som vil være særlig påvirket af evt. vind. Han har jo også tidligere haft best bike split på Hawaii. Martin Jensen og Jimmy Johnsen, som er mine overall favoritter, hvilket kan ses forneden i min Top 10, vil nok cykle lidt over 4.30. De er begge rigtig gode på cyklen, og det tror jeg, de vil kunne gøre, uden at gå for dybt. Hvis vinden til gengæld holder, som den har stået den sidste uges tid, med svag vind fra syd, så bliver best bike split under 4.20. Spørgsmålet er, om der er nogen, der tør angribe, hvilket kan tvinge tempoet op, så de ikke tør sidde og vente på løbet. Der er flere hurtige løbere med, som ikke skal have for stort forspring. Men jeg tror egentlig på en meget jævnt kørt cykeldel, og så bliver det afgjort på løbet, som det alligevel altid bliver. Man kan ikke vinde en IM på cyklen, men kan tabe den, og det er det, at det handler om for folk som Martin Jensen, Jimmy Johnsen, Tim Berkel og Michael Krüger, som alle kan poste en seriøs hurtig maraton tid. Og ja, jeg skriver Michael Krüger – den danske landstræner. En nylig tilføjelse til startlisten. En lidt ældre mand… Men han kan sgu løbe. Det skal man jo også kunne, hvis man skal træne med Rasmus Henning. Desværre svømmer han dårligere end mig, mens han cykling er meget middel. Han løb 2.43 sidste år i Almere, og det er jo noget, der flytter én frem i et IM løb, og det skal det også nok gøre på søndag. Udover den danske landstræner, tror jeg meget på danskerne – synes jeg i hvert fald selv... Der er jo en del udlændinge på startlisten. En startliste, som egentlig er bedre, end jeg havde regnet med. Men det er sjældent mange af disse Pro triatleter, hvor mange af dem deltager i alt for mange lang distance løb på for kort tid, kommer 100% forberedte til de løb, de stiller op til. Så har jeg heller ikke særlig stor tiltro til dem, som jeg har udeladt af min meget forsigtige Top 10. Det er primært dem, som jeg stoler på, vil lave en super indsats, og som vil gå dybt, og som mest vigtigst, er 120% motiveret til et top resultat.

Jeg er ret sikker på, at det bliver et showdown mellem Jensen og Johnsen. Johnsen bliver nok nødt til at hente det tabte på svømningen inden, de går ud på løbet. Så han skal angribe på cyklen, hvis han vil vinde, og ikke bare håbe på, at Jensen ikke holder. Men det er ikke sikkert, at han behøver sætte Jensen ude på cyklen. Det bliver under alle omstændigheder nok også svært. Johnsen viste til VM på lang distance for 2 uger siden, at han er super løbende, og det er Jensens første IM, så han vil bevæge sig ud i ukendt territorium. Det er ikke sikkert, at han vil få det maksimale ud af sit første forsøg på IM distancen. Han har alt det, der skal til, for at overtage tronen fra Henning på IM, men om han viser hele sit potentiale allerede på søndag, er i min optik, ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at han får en god oplevelse, og at han bare får vist lidt at sit potentiale. For det er et faktum, at han nok skal blive stor på IM distancen på sigt. Og i det billede, er CCPH 2010 mindre vigtigt. Jeg tror, at den eneste, som reelt kan true de to danskere, er Tim Berkel. En hurtig løber og et stort IM talent. Luke Dragsta meldes i superform, og har den erfaring, som er så vigtig på IM. Tommy Nielsen vil helt sikkert være garanti for en super stabil præstation, og han går ikke ned, så han sniger sig ind i Top 5 med Krüger spurtende lige efter med en sub 2.45. Dejan Petrcevic virker også som én af de udlændinge, som stiller til start forberedt og motiveret. Rasmus Ahlfors er helt sikkert også super motiveret, og virker til at have ramt formen, og han kender jo også ruten godt. Jeg er bange for, at ”Start Number One”, Aleksandar Sørensen-Markovic, vil tabe for meget på svømningen og cyklingen til, at han for alvor kan blande sig, men han kommer til at løbe hurtigt. Endelig har jeg Nicolas Peter Ward Munoz med i min Top 10. Han så skarp ud for 5 år siden, da jeg, før min start på triathlon, var på 3 ugers ferie på La Santa. Min bror og jeg var ret imponeret over ham, selvom jeg kan huske, at jeg slog ham på en 10 km. Han har vist gode resultater på Lanzarote IM, og i sidste uge, blev han 4’er til TriStar Estonia 111. Det tror jeg ikke, vil koste noget.

1. Martin Jensen

2. Jimmy Johnsen

3. Tim Berkel

4. Luke Dragsta

5. Tommy Nielsen

6. Michael Krüger

7. Dejan Petrcevic

8. Rasmus Ahlfors

9. Aleksandar Sørensen-Markovic

10. Nicolas Peter Ward Munoz

Mit eget løb på søndag starter ca. kl. 8.53, når jeg får chippen af Henning. Derfra er det bare FULL GAS! Der skal ikke tænkes over det. Der skal bare trædes. Jeg er langt fra noget, som man vil kunne kalde form. Men jeg synes alligevel, at jeg har haft nogen øjeblikke, som gør, at jeg godt tør gå efter en hurtig tid. Og hvad er så en hurtig tid, når man bare skal cykle… Med ruten og vejrforholdene in mente, kan det blive alt imellem 4.10 og 4.30. Jeg har lånt Hennings hjulopsætning fra Roth, Zipp pladehjul og Zipp 1080, og sat op på en Cervelo P3 med 3T Ventus Ltd. styr og FSA TT kranksæt, så skal jeg vel bare op i fart… Men ellers handler søndag for os om at få vist SigmaTri frem på en god måde. Der er jo alt for mange af deltagerne, som ikke er medlem af nogen klub, og det kunne man jo håbe, at de blev efter en super oplevelse på søndag. Og så ligger SigmaTri jo lige for. Om vi vinder eller ej, er ikke vigtigt. Det er en bonus.

Personligt har mit knæ det bedre og bedre. Jeg har arbejdet lidt med en smerteskala, for ligesom at forklare for mig selv og for omgivelserne, hvordan smerten udvikler sig. Sidste år i dagene op til Nice IM, var det en 7’er. Der havde jeg sgu ondt. Men på dagen var det en 1’er. Op til Ostseeman var det en 3'er, men på dagen var det igen en 1'er. I øjeblikket ligger den og svinger mellem 2 og 3. Så knæet bliver ikke noget problem. Jeg var til en specialist i fredags, og han mente, at det formentlig er menisken, som er årsag til mine gener. Eneste mulighed er en kikkertoperation, og det synes hverken han eller jeg, er en god vej at bevæge sig ud af. Men som skrevet går det bedre. Noget så simpelt som at begynde at tage ingefær tabletter for 3 mdr. siden, kan måske have hjulpet… Derudover har jeg skiftet til klamper uden float, dvs. helt uden bevægelsesfrihed. Og dem har jeg sat, som jeg selv synes, at de skal sidde… Jeg er også tilbage til Look pedaler efter at have kørt med SpeedPlay i 2 år. Det gør, at jeg cykler med de samme pedaler på landevejen som til spinning, og det har jeg følt, ville være en forbedring, men det vil tiden vise.

Min venstre læg mig nu nærmest kroniske smerter. Jeg tror, at jeg har fået de smerter pga. overkompensation for knæsmerterne. Og den 2 mdr. lange pause fra april hjalp ikke på det. Men det skulle være rent muskulært, så det går forhåbentlig væk på et tidspunkt. Jeg skal have behandling torsdag, og på søndag skal den tapes op med kinesio tape efter den har fået varme creme. Og så tager jeg også kompressionstrømper udenpå…

Min bror går i øvrigt efter at løbe 2.40 på stafetten, og så får vi se, om han holder hele vejen. Han har haft problemer med inderlåret efter Frankfurt, så det kan godt ende med at være lidt et sats. Men hellere dø derude, end ikke at have prøvet.

God fornøjelse til de kommende Ironman triatleter – nyd det – for man ved aldrig, hvornår det er sidste gang…