Lidt stemningsbilleder fra Andy's deltagelse i IM Frankfurt

http://picasaweb.google.com/107543258334249785648/AndyMFlTilIronmanGermanyIFrankfurt#

Det er sgu hårdt at være tilskuer...

Det var på én og samme tid både superfedt, men også superhårdt at være tilskuer og coach til IM Frankfurt. Dagen startede tidligt med core training til coach, ja det er mig, på hotellet, mens brormand aka Andy Stone aka Andreas Schaarup, fyldte de sidste carbs i sækken. Hvis der er noget, vi er gode til, så er det sgu at carbo loade... Vi tog bilen ind til finish area, og så bussen ud til start. De officielle busser var beregnet til deltagere, men vi måtte sgu stå og vente, fordi visse ikke deltagende nationaliteter synes (ingen nævnt - ingen glemt), de var vigtige end deltagerne. Men ok, jeg skulle jo heller ikke deltage... Men ikke den bedste optakt at stå op i 20 min. i en bus, morgenen inden IM start.

Jeg var sgu nok mere nervøs end brormand. Og samtidig ville jeg bare meget hellere være deltager end tilskuer. Så jeg så også frem til start, for så var der da ikke mere nogen mulighed for, at man kunne låne en tyskerlåge og så give det en chance alligevel... Men det var nu den helt rigtige beslutning, som jeg tog for snart længe siden.

Da starten gik, løb det koldt ned af ryggen på mig. Jeg er ikke fan af slåskampene, og var lidt nervøs for deltagerne, som jo måtte svømme uden våddragt, men det så faktisk roligt ud fra start af. Andy mente, at der var en større respekt for hinanden, og der var ikke de sædvanlige unødvendige slåskampe. Efter starten var gået, startede så et meget langt tidsrum, hvor den store uvished om, hvordan det går, er ret stressende. Man har næsten et større overblik over løbet, når man følger live update på ironman.com. Men fik set Andy lige efter T2, og det så godt ud. Han svømmede 58:42, hvilket var mere end godkendt, når det er uden våddragt. Derefter var det tid til at vente for coach, da busserne først ville køre tilbage, når den sidste triatlet, var ude på cyklen... Jeg mener, at når det nu er EM, så må der simpelthen være større krav til deltagerne. 2 timer for svømningen er simpelthen for lang tid. Jeg går ind for indførelsen af handicaps, så jo ældre man er, jo mere tid har man.

Jeg nåede lige ind, og fik set, hvad jeg troede, var den førende gruppe med bl.a. Macca. Der havde jeg ikke hørt, at Andreas Raelert var ved at knuse cykelruten med 4:20 på 185 km. Hvor er det bare stor klasse! Sådan noget sætter jeg sgu pris på. Full gas!

Og da det nu var frokosttid, gik jeg på jagt efter en omgang trøstespisning, når man nu var lidt bitter over alligevel ikke at deltage. Men efter en god time, hvor det eneste jeg havde set, var bratwurst i lange baner, måtte jeg tage til takke med en sandwich indeholdende et stykke uspecificeret stykke "pålæg" i midten, som jeg efterfølgende har fået analyseret mig frem, måtte have været skinke... Eller måske noget kartoffel...

Jeg fik spottet Andy på vej ind i T2, og nu begyndte det hårde arbejde for coach. Han skulle have det maksimale ud af det løb. Han havde svømmet super, cyklet 8 min. hurtigere end planlagt (5 timer) på en racercykel, men på den planlagte intensitet, og nu kom hans stærkeste disciplin. Men han så desværre tung ud fra start af. Han havde ikke fået løbebenene ordentligt på. Der var ikke andet for ham end at blive ved med at presse på og prøve at finde dem frem og komme ovenpå igen. Hvis man vil blive bedre og bryde grænser indenfor IM, bliver man nødt til at gå over grænsen, og så må det bære eller briste. Det er den eneste måde at flytte sine fysiske grænser på, og det er den eneste måde at finde ud af, hvad man egentlig er i stand til. Og man overrasker mange gange sig selv, når man når derud, og man finder ud af, hvor meget smerte, man egentlig er i stand til at gå igennem. Det er sådan, vi gør det, men det fungerer sikkert ikke for alle. Men det var planen. Hellere "dø" derude og have givet alt og gået efter "guldet", end at komme i mål og tænke over, "hvad nu hvis"... Brormand gav alt for at komme tilbage på sporet, og det var fedt at se. På 3. runde måtte han ned og gå, og så går det jo kun en vej, og det er ikke fremad... Men han kæmpede sig i mål, og kom ud af løbet med endnu en IM medalje og en supergod fornemmelse og en stor erfaring rigere, som han kan bruge fremadrettet, og til næste IM løb.

Vi synes generelt, at nogen opgiver for hurtigt, selvom det sikkert kan lyde både unfair og usympatisk. Men kan man gå, kan man også komme i mål. Vi tager i øvrigt også hatten af for Aksel Nielsen, der gik i mål på over 10 timer. Han har alligevel et vist niveau, selvom det mest er i Duathlon, men det er sgu fedt, at én som ham, også finder det givtigt bare at gennemføre, selvom han ikke har dagen.

Endelig var det fedt at følge Pro atleterne. Det har jeg aldrig prøvet før. Sikke en klasse. Og at se Macca var stort. Stor personlighed, og han giver den bare altid gas. Og så bliver Andreas Raelert bare farlig på Hawaii - også for Craig Alexander.

Der var også en super stemning hele dagen i Frankfurt. Masser af tilskuere, selvom jeg ikke synes, at de alle var så glade for at heppe på folk. Men jeg er nu heller ikke den mest aktive neutrale tilskuer. Jeg råbte faktisk kun efter Macca og Andy.

Brormand synes, at cykelruten er hurtig, og det viser Raelerts tid på 4:20 for 185 km. jo også. Den ville jeg gerne prøve at brænde af...

Vejret var også meget bedre end jeg havde forudset lørdag... Men jeg stoler bare ikke på vejrudsigter. Det var faktisk først ved 15.30 tiden, at det begyndte at blive rigtig varmt. Men ellers var det mest bare lummert, selvom det selvfølgelig stadig var hårdt. Men i forhold til den bagende varme lørdag, var det heldigt, at skyerne kom frem søndag. Ellers kunne det have været blevet modbydeligt. Men må dog indrømme, at jeg svedte meget efter at have spænet rundt på løberuten. Så selvom det kunne have været værre, var det helt sikkert ikke nemt.

Jeg satser på, at Andy skriver en hurtig race report indenfor et par dage. Men generelt er Frankfurt et løb, der kan anbefales. Og det er jo desværre allerede nu, at man skal tilmelde sig, hvis man vil være sikker på race slot.

Det koger i Frankfurt...

IM Frankfurt viser sig hidtil at vaere som alle andre tyske loeb - super velorganiseret. Brormand har tjekket sin cykel ind med startnummer 2324. Han er klar. Og for en gangs skyld har optakten ikke vaeret dramatisk. Den er gaet stille og rolig. Vi droppede Pasta Party paa trods af Maccas tilstedevaerelse. Selvfoelgelig en klar fejl! Men efter Pasta Party i Nice toer vi ikke den slags mere.
Og saa til den vigtige melding for dem, der starter i morgen tidlig... Neopren Anzug Verboten!!! Naar nu jeg absolut skulle vaere skadet... Svoemning i aabent hav uden vaaddragt siger mig ikke noget... Men i form kan man slippe af sted med meget. Og det er min bror heldigvis. Han har aldrig vaeret i bedre form. Men der kommer til at vaere mange, som faar det haardt allerede paa svoemningen.
Og det koger i mere end en forstand. Der bliver vild stemning paa Römerberg soendag eftermiddag. Epic stemning. Masser af tilskuerpladser. Det er noget af et scene, der er blevet sat op til. Jeg er pisse misundelig paa dem, der faar lov til at loebe over stregen i den stemning. Det ser fedt ud. Jeg maa bare blive skadesfri, og saa faar jeg forhaabentlig lov til at gennemfoere en Ironman igen. For det er det fedeste.
Har proevet at loebe i varmen hernede. Og det er varmt. Sveden hagler af en med det samme. Det bliver en sauna i morgen. Laeste Macca mente, at det var ligesom paa Hawaii. Det skal jeg ikke kunne sige, men det er ihvertfald lummert. Man skal virkelig vaere fokuseret, og tage sig tid til at drikke, tage sine salttabletter og holde sig saa afkoelet som muligt. Det er en udfordring, men ikke et problem. Men det bliver haardt for mange i morgen. De bedste vil nok stadig lave taet paa 8 timer. Men mange kan godt laegge adskillige minutter til deres forventede sluttid med svoemning uden vaaddragt og 35 graders varme.